Kropsten

Under klinten, hvor de gamle bøgetræer skråner mod Helnæsbugten ligger sagnstenen Kropsten i vandet nær Helnæs by. Stille og rugende. Som om den store sten venter på at der skal ske noget på dette fredfyldte sted. Og måske er det rigtigt, for i følge overleveringen vil stenen en dag vende sig, hvilket vil varsle den yderste dag.

Og så skulle stenen være kastet hertil af en trold i Svanninge bakker.

Med denne fortælling skriver stenen sig fint ind i den danske sagnstentradition. To af de mest udbredte af folketroens fortællinger knyttet til sagnenes store sten handler om stenkast mod kirker og sten, der vender sig. Begge varianter er tilknyttet stenen Kropsten, der også går under navnet Krybsten og Kroppen.

Etymologien er svær at gennemskue. Enten er det ligetil: Stenen minder om en krop – en velnæret en af slagsen skriver Mads Lidegaard i “Danske sten fra sagn og tro” – eller også er navnet en omskrivning af ordlyden fra ældre tiders folkemunde.

Som ved mange af vendestenene fra den danske folketro har vi nok at gøre med en sidste rest af tro knyttet til stenen fra oldtidens ritualer og offerhandlinger. Sagnmotivet om den brødduftende sten er altså mere end den tørre vittighed, mange har forestillet sig. I fantasiforladte skeptikeres tolkning af sagnet vender stenen sig ikke, for den har jo ingen næse og kan derfor ikke dufte brød – men sagnet bærer spor af fortidens ofringer og kultiske aktiviteter ved stenen, og kendes fra mange egne. Ligesom stenkastesagnet gør.

Fra samme egn findes både stenkastesagn og stenvendesagn. På den anden side af Helnæsbugten – på Horneland – findes i stendiget ud for Sinebjergvej 43 en større sten, der rager godt op over de andre. Den vender sig, når den dufter nybagt brød. Det samme gør den store sten, Sønderhjørnestenen, der ligger i havet ud for Hornenæs i en evig trodsig kamp mod bølgerne. En tredje sten, Troldemosestenen ligger i plantagen øst for Sønderhjørnevej. Denne sten er tabu – gården vil brænde, hvis den bliver forstyrret – og er i følge sagnet kastet hertil af trolden Store Finn fra Svanninge bakker.

Som et kuriosum har Kropstens stenvende sagn fået tilføjet den ildevarslende krølle, at den vender sig, når den yderste dag er nær. Det tyder på, at Kropsten ligeledes har være tabusten og der ville ske en ulykke – i dette tilfælde den yderste dag – hvis man ikke overholdt de regler og ritualer, der er knyttet til stenen.

Kastet hertil fra Svanninge bakker

Måske er det også Store Finn, der huserer i sagnet knyttet til Kropsten. Det er i hvert fald en trold fra Svanninge bakker, der skulle have kastet stenen efter Helnæs kirke, da man var ved at opføre denne. Kirken blev indviet 1. maj 1618 og dermed fik øens omkring 250 beboere deres eget gudshus.

Almuens tro vandrede endegyldigt fra hedenskab til kristendom – og det er ikke utænkeligt, at det er denne religiøse bevægelse, der beskrives i stenkastesagnet, der er det mest udbredte af de danske folkesagn knyttet til sagnsten. Troldens kræfter rakte ikke og stenen faldt i stranden, hvor den kan ses den dag i dag. Hedenskab måtte vige for en ny guddom.

Selve Kropsten, rødlig med en stor fure i nord-sydlig retning og et dybt hug i toppen, er den største af de mange sten, der findes ud for den sydlige ende af skoven. Sætter vi stenens mål 2,3×1,5×2 (Mads Lidegaards opmåling) i den formel for vægt, der anvendes af GEUS, får vi en vægt på omkring 10 tons.

Tæt på Kropsten i vandkanten ligger en større sten med mystiske, indhuggede mærker. I oversiden ses et tydeligt K med krøllet ornamentik. Gennem K’et løber en linje med retning mod Kropsten. Eller, hvis vi udvider blikket lidt, mellem Horne kirke og Helnæs kirke. Kom med dine egne bud på tegnenes funktion, når du har besøgt den mystiske sten og i øvrigt forsikret dig, at Kropsten endnu ikke har vendt sig.

Kropsten er ikke markeret i Slots- og Kulturstyrelsens database over fortidsminder, man kan findes på GPS-koordinatet her: Kropsten

“Kropsten” Assens kommune.

Kan du lide det, du læser?
Støt Fynske fortidsminder og hold siden reklamefri på
Mobilepay 4471NK eller By Me a Coffee


Buy Me A Coffee

Skriv en kommentar