Højmarkskisten

Bondestenalderanlægget Højmarkskisten er et af Hornelands mange bevarede oldtidsminder fra yngre stenalder. Mere end fyrre neolitiske anlæg er fredede og bevarede inden for et overskueligt område, hvilket gør halvøen i det sydvestfynske til en af Fyns mest fortidsmindetætte lokaliteter.

Som mange andre af Hornelands oldtidshøje ligger langdyssen Højmarkskisten – eller Højmarksstenen som den også kaldes – på privatgrund, hvortil der ikke er sikret offentlig adgang. Men hornelænderne er venlige, imødekommende mennesker, så det handler bare om at spørge. Man får sjældent nej.

Størstedelen af de fredede minder ligger i dyrket ager og tilgås dermed bedst i vinterhalvåret når markerne ikke er under opdyrkning. Enkelte ligger i private haver og der mener jeg bestemt det altid er bedst at forhøre sig hos grundejeren inden besøget. Tommelfingerregel: Spørg, hvis du er i tvivl!

Højmarkskisten er fredet i 1892. I slutningen af 1800-tallet arbejdede ildsjæle over hele landet forsøgte at frede og bevare de fortidsminder, der endnu ikke var blevet ødelagt for at lave ledpæle og husfundamenter – eller var blevet udjævnet for at give plads til mere landbrugsland. Som ved de fleste af Hornelands bevarede oldtidsminder er det den lokale Greve, kammerherre og hofjægermester Preben Charles Bille-Brahe-Selby til Brahesminde, der fik fredningen i stand.

Dysserne, der var en del af de tidligste stenalderbønders store projekt med at opdyrke jorden og inddrage skovene til agerbrug, har formentlig været multifunktionsanlæg. Monumenter, religiøse samlingssteder, slægtens gravkamre og markører af bondesamfundets landbesiddelser. Det gav ikke meget mening at opdyrke landet, hvis man ikke samtidig kunne vise, at man havde ret til det.

Kæmpernes høj eller hedenske altre?

I en periode mente man at der var tale om hedenske altre og forfædrenes tingsteder. Den middelalderlige historieskriver Saxo Grammaticus betragtede megalitterne og forestillede sig, at der her havde levet kæmper og jætter, hvilket senere gav grundlag for navne som jyndovne og jætteovne for de store stensatte høje.

Senere, i 1643, beskrev oldforskeren Ole Worm i værket Monumenta Danica oldtidsmonumenterne som oldtidens tingsteder. Her talte man om lov og ret, kårede datidens konger og indhegnede til tvekamp. Og i præsternes indberetninger om sognenes oldtidshøje, var det udbredt at betegne megalitterne som hedenske altre. Fortolkningerne afspejlede med andre ord den tid, man levede i.

Endnu senere, da den arkæologiske videnskab vandt frem, betragtede man dyssen som gravmonument og -kammer for bygdens ledende skikkelser, mens man i nyere tid har revideret den opfattelse og nu arbejder ud fra teorier om, at anlæggene havde mange funktioner. Gravlæggelser var ikke nødvendigvis dyssernes primære funktion. Måske langt fra.

Oldtidsanlæg med mange funktioner

Langdysser som Højmarkskisten har markeret stenalderbopladsens jorder, været midtpunkt for ofringer til de højere magter og forfædrene og i mange generationer fungeret som gravmonument til bopladsens vigtigste skikkelser og ledende slægt. Kammeret øverst på dyssen hører til den rektangulære variant, der er bygget i dysseanlæggets længderetning og oprindeligt ikke har haft en passage til kammeret. Når den store sten over kammeret var lagt, fik den formentlig lov til at blive liggende. Lige indtil den 5000 år senere blev fjernet.

Meget af Højmarkskistens oprindelige højfylde er bevaret, men som ved de fleste andre stenalderhøje har Højmarkskisten været udsat for stenplyndring. Kammeret ser ud til stadig at have de oprindelige sten – minus dæksten, der måske er en af de de store omvæltede sten, der ligger i højens udkant – og under jordfylden, der i dag løber nogenlunde plant med kammerets overkant, kan der meget vel gemme sig oldsager og offergaver, der skulle sikre det lille stenalder samfunds trivsel. Bedst bevaret er randstenene i den sydlige langside, hvor der ses otte delvist omvæltede, store randsten. I øst er der bevaret 3, mens der i nord og vest er bevaret 4 sten. Højen er 17 meter lang, 11 meter bred og hæver sig 1,5 meter over det omkring liggende terræn, der skråner jævnt ned mod vigen med Lyøs nordside blot tre kilometer fra Hornelands kystlinje. Små bøgetræer indrammer højen og tager så meget af lyset, at højen ikke dækkes af krat og vækster. – Faktisk passer den nærmest sig selv, fortæller grundejeren.

– Hvor er det vildt og privilegeret, at man kan få lov til at være kustode for sådan et smukt sted. I en kort periode indtil man en dag ikke er her mere og må give det videre til andre, fortæller Jeppe, da han begejstret viser mig rundt på højen og nysgerrigt hører og vender og drejer historierne om sådanne steder.

Grundejeren virker venligt indstillet for besøg på stedet, forudsat man banker på først og der er nogen hjemme på Egsgyden nummer 27. Han har kun boet her nogle år, men virker ret begejstret over at have sådan et smukt fortidsminde liggende i sin have. Rart at høre i en tid, hvor medierne fyldes med negative historier om grundejere, der er irriterede over at have fortidsminder på deres grund og mener, at sådan en bunke plagsom jord og sten, på trods af at være fredet kulturarv, bare skal ryddes af vejen.

“Højmarkskisten” Faaborg-Midtfyn kommune. Fredningsnummer: 401417. Læs mere om langdyssen på Fund og fortidsminder https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/8274/

Kan du lide det, du læser?
Støt Fynske fortidsminder og hold siden reklamefri på
Mobilepay 4471NK eller By Me a Coffee