Dammestenen

Danmarks største sten, Dammestenen, ligger på den sydlige kant af Stokkebækkens ådal mellem landsbyen Vormark og Hesselager på Sydøstfyn. En krabat med en imponerende vægt på omkring 1000 tons har geologernes grundige udregninger og opmålinger slået fast.

“Den største Vandreblok i landet, som har fået Navn af Sognet: Hesselagerstenen”, skriver tegneren, forfatteren og fotografen Achton Friis i “De Danskes Land”. “Den er kommet hertil fra Sverige, men bærer ikke Afsenderens Navn, Postgangen var dengang langsommere og besværligere og foregik under andre Former end nu. Her har den ligget, siden Bræen under den store Istid rystede den af sin brede Ryg som en generende Parasit. Den ligner et kæmpemæssigt Fortidsdyr, en Mammut, rynket og foldet i Huden, død på Stedet og halvt begravet i Jorden.

“På lang afstand ser man dens hårløse, hvidgrå Dyreryg rage op over jordsmonnet, lysende i Farven som gammel Tang, ikke ulig en Længe af en ældgammel Bondegaard. Bæstet er 43 meter i Omkreds og 12 meter høj, og den vejer med et rundt Tal 1000 Tons eller en Million Kilo.”

I 2026 er det hundrede år siden, Friis begyndte at udgive “De Danskes Land” – en levende og personlig syvbinds beskrivelse af de danske egne. Som en opdagelsesrejsende – bare i mindre skala – rejste han til de danske øer, siden til Jylland og rundede af med både nostalgiske, længselsfulde og til tider også skarpt observante beskrivelser af landet ved kysterne og uden for byerne. Værket er båret af poetiske, men også personlige og ærlige beskrivelser af kultur og særlige seværdigheder, der allerede på det tidspunkt var ved at gå i glemmebogen. Som få andre værker beskrev Friis’ bøger et folk og landskab i forvandling.

Folketroen, skriver Friis, forklarer stenens tilstedeværelse med en arrig, lydsensitiv trold på Langeland, der har kastet stenen mod Svindinge kirke. Uden held. Som så mange andre steder, hvor stenkastesagnet optræder, findes det i flere variationer. Sagnet er vandret fra person til person og har taget nye former, hvor det nåede frem.

Kastet af en troldkvinde på Langeland

Stenens størrelse taget i betragtning er det ikke underligt, at utallige sagn har slået rod ved den og i litteraturen om danske sagnsten er det da også uden sammenligning den sten, der fylder mest. Hvad sagnstenfortællinger angår kan man vist roligt sige, at Dammestenen har hele pakken.

Hos folkemindesamleren Evald Tang Kristensen optræder stenen i flere fortællinger og varianter. En meddeler fortæller, at stenen er kastet af en kæmpe, der stod på Bregninge bakke på Tåsinge. Stenen blev kastet i kæmpens strømpebånd og ville have knust Svindinge kirke, men under kastet brast strømpebåndet og stenen nåede kun til Hesselager.

I en variation af sagnet fortælles det også hos Tang Kristensen, at Svindinge kirke med sit høje tårn og spir harmede en troldkvinde på Langeland. I raseri kastede hun stenen, der dog kun nåede til Hesselager.

En anden udgave af sagnet hos Tang Kristensen fortæller, at der er runer på stenen – den er god nok, men om de er af nyere dato er svært at afgøre uden at få eksperterne ind over. Også her er målet Svindinge kirke og stenen er kastet i strømpebåndet af en trold, der stod på den yderste pynt af Langeland.

I forskellige udgaver af sagnet er det en heks eller en jætte, der kaster og målet er Hesselager kirke.

En engel kom ned og standsede stenen

I Anders Uhrskovs “Fynske Sagn” fortælles det, at en engel standsede stenen. Og man kan ved selvsyn forvisse sig om sagen, for oven på stenen findes ganske rigtigt et kæmpemæssigt fodaftryk, der meget vel kunne stamme fra en engel.

“Der fortælles, at det var en Heks, der ovre fra Langeland kunde se Svindinge Kirketaarn, og herover blev hun saa irriteret, saa hun tog en mægtig Sten i sit Strømpebaand og kastede den efter Kirken, men da Stenen naaede ud til det øde Sted, hvor der ingen Menneskeboliger var, kom der en Engel ned fra Himlen og satte sin Fod paa den, saa den faldt ned dær, hvor den nu ligger. Oven paa Stenen er der et Mærke som af en Fod, og der fortælles, at det var dær, Englen satte sin Fod. Det var først i Frederik den Syvendes Tid, at Jorden blev gravet fra den i den ene Side, og ved denne Side er den nu højere end et almindeligt Hus.”

Det bør nok lige nævnes, at stenens nordøstlige side blev udgravet allerede i 1843 efter befaling fra Christian den 8. Det skete efter at godsejeren på Hesselagergaard havde fredlyst stenen og skænket den til staten.

Ligeledes i Uhrskovs værk fortælles det af en højskolepige, at heksen der ramte ved siden af, blev så rasende, at hun fo’r over og satte sig på stenen. Hver julenat kom hun tilbage og satte sig på stenen, og ingen af dem, der gik derud, kom tilbage igen! En anden pige fortæller, at at heksen en nat hvert år kom og satte sig på stenen, og alt alle levende væsner, hun så derfra, forvandlede hun til sten. Ingen turde gå derud om natten, da de ikke vidste, hvad nat hun var der.

Andre sagn fortæller at stenen vokser, hver gang den dufter nybagt brød. Mange mener at stenen er så stor, at en trold slet ikke kunne kaste den, så her finder vi forklaringen på størrelsen: Den har åbenbart duftet en del brød gennem tiden. Sagnet om de brødduftende sten kendes fra mange danske sagnsten. Der er formentlig tale om et levn fra offerhandlinger og tro i hedensk tid. I stenen er desuden registreret en mængde skålgruber eller skåltegn – helleristninger, der vidner om at Dammestenen var interessant for oldtidens folk længe inden den blev kendt som Danmarks største sten og et geologisk vidunder.

Angående stenens geologi henviser jeg til steneksperten Henrik Granats artikel om stenen på GEUS website.

Damestenen eller Dammestenen?

Og så er der jo selvfølgelig spørgsmålet om udtalen. En klassisk problemstilling, der altid er oppe at vende, når der bliver talt eller skrevet om dette vidunder af en vandreblok.

Jeg foretrækker selv Dammestenen, men det er jo ikke indikator for andet end min egen smag – baseret på det forhold, at navnet lyder lidt mere mystisk. Jeg ved, at de lokale foretrækker udgaven Damestenen. Med tryk på A.

Sagnspecialist og arkæolog Mads Lidegaard bruger i sit fremragende sagnstensværk “Dansk Sten fra Sagn og tro” også Dammestenen. Han skriver afsluttende i teksten om stenen: “Det vides ikke, hvad navnet betyder, men hvis navnet især har været knyttet til en farlig kvinde (altså hende heksen fra Langeland) er det vel ikke utænkeligt, at det kan være årsag til “Dame”-formen selvom de lærde iflg. DK harcellerer meget over denne teori.”

I nævnte værk – August F. Schmidts Danmarks Kæmpesten i Folkeoverleveringen (1933), skrives der lidt anderledes om udtalen end det jeg hører fra de lokale – “I egnens udtale kaldes stenen for Dammestenen. Navnet Damestenen, som er anvendt ikke mindst i den geologiske litteratur (1837-1902) om stenen grunder sig sikkert på en slet etymologi, hvori boglærde personer har villet finde en hentydning til vandresagnet om troldkvinden (en dame), der har udslynget den store sten mod en kirke. Hvad Damme betyder, vides ikke med sikkerhed, muligvis forefindes ordet Dam i den gammeldanske betydning dæmning.”

Den fynske dialekt jeg har hørt lyder i øvrigt mere som Damstenen end Damestenen. Typisk fynsk med disse sammentrækninger. Måske hele misforståelsen og problematikken vedrørende stenens navn simpelthen skyldes lokal udtale kontra skriftsprog?

Angående Dammestenens etymologi … August F. Schmidt har skrevet om stenen i Fynsk hjemstavn (Årgang 2, hæfte 1) i 1929:

“Navnet »Dammesten« er allerede nævnt i Præstens Indberetning 1623, og det er sikkert forkert, naar der overalt i Literaturen er brugt Formen »Damesten«, der vel sagtens beror paa en slet Etymologi, idet boglærde Personer i denne Navneform har villet finde en Hentydning til Sagnet om Troldkvinden (»Damen«), der udslyngede Stenen mod en Kirke.1) En Tolkning af Navneleddet Damme- (hvis ikke Betydningen: Dame [Kvinde] er den rigtige) tør jeg ikke give; muligvis er del dog beslægtet med Ordet »Dæmning«, middelaldernorsk dammr, færøisk dammur (Dæmning), ældre svensk damber (dampr), Opdæmning.”

Afrundende vedrørende stenens navn… sådan nogenlunde kronologisk

Præsteindberetningen fra 1623 bruger formen “Dammestenen”.

J.P. Traps “Kongeriget Danmark” – skrevet 1856-1860 – bruges formerne “Damestenen” og “Hesselagerstenen”, men i et supplement med rettelser (bind V side 907) skrives der, at “Damestenen hedder egentlig Dammestenen.”

Hos Evald Tang Kristensen – “Dansk sagn” (1892-1901) er der flere optegnelser om stenen. Både formerne “Damesten”, “Dammesten” samt “Hesselagerstenen” anvendes.

I Achton Friis’ “De Danskes Land” – skrevet i 1920’erne – bruger forfatteren, de går meget op i dialekter og udtale, formen “Dammestenen” (Bind I side 287). Johannes Larsens illustration fra 1935 bruger formen “Damestenen”.

I Anders Uhrskovs “Fynske sagn”, udgivet i 1929, er der to indberetninger om stenen. Formerne “Hesselagerstenen” og “Damestenen” anvendes.

August F. Schmidt bruger i “Fynsk Hjemstavn” (1929) formen “Dammestenen” og skriver i “Danmarks Kæmpesten i Folkeoverleveringen” (1933) at “I egnens udtale kaldes stenen for Dammestenen.” og nævner at formen “Damestenen” primært bruges i den geologiske litteratur.

Nyere vejskilte og -visere på egnen bruger formen “Damestenen”.

På kort bruges gennem tiden forskellige former…

På det lave målebordsblad – opmålt 1917 – bruges formen “Damesten”. Det samme gør sig gældende for det graddelte målebordsblade – opmålt 1863.

Topokort fra 1953 og fremefter bruger formen “Dammestenen”.

Forvirret? Du er ikke alene.

“Dammestenen” (Svendborg kommune): Fredningsnummer: 391318. https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/113332/

Kan du lide det, du læser?
Støt Fynske fortidsminder og hold siden reklamefri på
Mobilepay 4471NK eller By Me a Coffee