Regisse kilde

Regisse kilde ved Frørup på Østfyn er formentlig øens mest kendte sundheds- og helligkilde. Kildevældet ligger smukt ved Kongshøj ådal, hvor det hellige sted i århundreder har tiltrukket valfartende, der håbede på mirakler fra kildens undergørende vand, samt godtfolk, som rejste til kildemarkedet for at sælge eller fornøje sig. Eller blive helbredt for sygdom eller skavanker.

Kilden, der også kaldes Sct. Regisse, Rise eller Regitze kilde, er første gang beskrevet i 1589 da Biskop Jacob Madsen besøger stedet og beretter om de valfartende til området og de mange syge, der besøger stedet og kaster penge ved kilden.

Kilden har i følge sagnene navn efter det sted, hvor den fromme Regisse blev hugget ned af hedninge. Blodet, der flød fra hendes legeme, er nu forvandlet til livgivende, helbredende og undergørende kildevand. Og det smager fortrinligt, uanset om man tror på dets magiske kraft.

Regisses morder blev opslugt af jorden

Folketroen fortæller, at Regisse i tiden omkring den kristne tros udbredelse i Norden var udsendt af Ansgar for at missionere blandt de hedenske fynboer. I Frørup var man ved at holde en fest for den hedenske guddom Frej – Freyr, som råder over regn, solskin, afgrøder og frugtbarhed – da Regisse afbrød ceremonien. Straks blev hun hugget ned med en økse, og der, hvor hendes blod flød åbnede jorden sig under morderen, som straks blev opslugt af jorden og senere sprang en kilde frem fra stedet, hvor hun led martyrdøden.

I 1500-tallet blev området indhegnet og man opførte et kapel til tilbedelse af Regisse, kaldet Regisza Capella. Omkring kilden opstod der et stort marked som blev afholdt to gange årligt, Sankt Boels (17. juni) og Sankt Hans (24. juni). I 1861 blev markedet forbudt fordi festen førte til utugt og usædelighed. Men helt frem til 1880’erne fortsatte syge med at besøge stedet, der siden gik i glemmebogen før kildebassinet blev restaureret i to omgange. Senest i 1995.

Folkesagnenes stof findes altid i flere variationer og lokale kulører. I folkemindesamleren Just Mathias Thieles “Danmarks Folkesagn” ser historien om Regisse kilde lidt anderledes ud: “Der boede en frue i Frørup sogn på Fyn. Hun var meget from og gudsfrygtig, og det var årsag til, at onde mennesker forfulgte hende og tilføjede hende al den skade, de kunne komme afsted med. Men da det til sidst gik så vidt, at de et sted ude på marken tog livet af hendes to børn, da fik alle et tegn på hendes hellighed, for på det sted, hvor udåden var øvet, vældede der en kilde frem af jorden, og den rinder endnu den dag i dag som et vidnesbyrd om hendes fromme sind. Men da fru Regitse selv havde fået sin salighed, kom der mange fromme vandringsmænd langvejsfra for at drikke af kildens vand, og de byggede til hellig erindring et kapel ved kilden, hængte hendes billede op i det og holdt prædiken der hvert år på St. Boelsmesse dag. Nu er kapellet sunket i grus, men kilden får mange besøgende hvert år på St. Hans aften, og samtidig holdes der et marked.”

Kildemarked og særlige skikke

Dyrkelsen af kilden kan følges fra middelalderen til omkring cirka 1890. En optegnelse fra 1623 fortæller om et nedrevet kildekapel med et billede eller en figur af den sørgende Regisse. I artiklen “Kilderejse” (Skalk nummer 3. 1965) gengiver kildeeksperten August F. Schmidt friskolelærer Rasmus Hansens skildring – 1872 – af kildebesøget ved Regisse kilde Sct. Hans aften.

Friskolelærerens beretning er en af de mest grundige og præcise iagttagelser af kildebesøgene, danske folkemindesamlere har gjort. Og det er tydeligt at der var både en social – struktur, tro og sammenhængskraft – samt økonomisk gevinst i kildemarkederne.

“Ingen måtte trættes om at komme hen til kilden, om trængslen aldrig var så stor, men de skulle kønt vente, til raden kom til dem… hvem der nu ville have vand og – i det mindste efter hvad der er fortalt mig af en, der påstod at være godt underrettet – kastede en skilling ned i hvert hjørne (kilden var på det tidspunkt omgivet af et plankeværk), desuden skulle de give to skilling for vandet.”

“De skulle dernæst tage vandet i en ny lerskål, som aldrig havde været brugt før. Og for nu at være vis på, dette kunne slå til, købte de fleste skålen der på stedet, hvorfor der altid var en mængde pottemagere der, som gjorde en god handel. Den der skulle vaskes måtte ikke selv hente vandet ved kilden, det skulle gøres som en kærlighedsgerning mod de svage af forældre, frænder eller venner.”

“De syge kommer derfor ikke til kilden, men ligger eller sidder som de nu kan bedst, henne mellem buskene på skrænten ned efter åen. Og her klædes de af og får lidt at drikke af vandet og bliver toet. Det linned, skjorter eller særke, som de tager af, når de skal toes, må de ikke bære mere, men de skal iføres nyt og rent linned. Det gamle skal gives bort på stedet eller også henslænges der. Det er en af de grunde, hvorfor der kommer så mange kæltringer, stoddere eller tiggere til markedet. De går så omkring , beder om at få det, eller opsamler det, som er henslængt.”

Vandet måtte ikke komme under tag

Om traditionerne knyttet til kilden fortæller Marie Hansen fra Birkum Mark i Anders Uhrskovs “Fynske sagn”: “Ved Frørup er en Kilde, som de gamle troede om, at dens Vand havde helbredende Kraft. Naar Mormor havde været dernede at besøge sin Familie, havde hun altid nogle Flasker eller en Lejle med, som hun fyldte med Vand fra Kilden og tog med sig hjem. Det blev saa sat under et Træ i Haven, da det tabte sin undergørende Kraft, hvis det kom under Tag. Dær gik Husets Beboere saa ned og drak af Vandet hver Morgen, før de fik noget at spise.”

“Engang da Mormor var paa Vej hjem fra Frørup, blev det pludselig et heftigt Tordenvejr, hun søgte da Ly i et Hus ved Vejen. Da Uvejret var trukket over, og hun vilde gaa videre, kom hun i Tanker om Kildevandet, der havde været under Tag, da hun ikke huskede at sætte Flaskerne fra sig, før hun løb ind, dengang det store Lyn kom. Nu havde Vandet tabt sin Kraft, og hun maatte hælde det af og gaa tilbage til Kilden efter noget andet. Det kom hun da hjem med i god Behold, men det blev langt ud paa Natten, før hun naaede sit Hjem. Vi boede dengang i Ryslinge.”

Med årene er traditionerne og helligheden nok gået noget af Regisse kilde, men helt væk er den ikke. Løfter man på låget og lyser med en lygte ned i kildebrønden, kan man se gæsternes håbefulde pengeoffer på bunden. I dag har vi sundhedsvæsnet til at tage sig af vores dårligdomme, men tanken er den samme – vi giver noget og bliver forhåbentlig helbredte – og her ser man den sidste rest af kildedyrkelsen. Man kaster stadig mønter i kildebrønden: Et offer for held eller et lille ønske for fremtiden.

Arkæologiske undersøgelser i 1994

I 1994 foretog Fyns Oldtid en undersøgelse i forbindelse med renoveringsarbejder i og omkring Regisse Kilde. Arkæolog Mogens Bo Henriksen skriver i Fynske Minder 1995, at “Der er kun foretaget systematiske arkæologiske udgravninger i eller ved ganske få af Danmarks mere end 750 registrerede middelalderlige helligkilder; Derfor gav undersøgelserne ved Regisse Kilde en god mulighed for at kontrollere sandhedsgraden i de oplysninger om kildens brug, som vi finder i sagn og historiske dokumenter.”

“Den arkæologiske undersøgelse bestod blot i gennemgravning og soldning af jord, som var opgravet ved renoveringen. Jorden var opgravet umiddelbart udenfor kildebrønden – på det sted, hvor kildens afløb har rislet ned mod åen. Her var aflejret et tykt lag med skår af hundredevis af lerkar.”

“Over 90% af skårene er af rødt, glaseret lertøj. Hovedparten af disse skår stammer fra trebenede stjertpotter der er fremstillet fra 1400-tallet til 1800-tallet – antagelig i en af de østfynske købstæder. Få skår af rødt lertøj kan med sikkerhed henføres til glaserede kander; heraf har et par pålagt dekoration i form af såkaldte hindbærknopper. Denne ornamenttype kendes tilbage til 12/1300-tallet, hvor den bl.a. blev benyttet af pottemagere i Svendborg. En mindre portion skår hidrører fra såkaldte sortgodskar. Der er tale om håndlavede og uglaserede kar som især i 17-1800-tallet blev fremstillet af landbefolkningen på Vissenbjergegnen på Vestfyn.”

“I modsætning til de lerkarrester, som man finder ved udgravninger i middelalderens aflejringer i købstæderne, var skårene fra kilden ikke sodsværtede eller bar spor af brug i øvrigt. Skårene stammede altså fra nye, ubrugte kar De historiske efterretninger anfører at man skulle anvende nye kar til at opøse vandet fra kildebrønden med, og at karrene skulle knuses efter brugen. Også knusningen kunne dokumenteres ud fra fundene; skårene var sjældent over ca. 5 cm i diameter, og man fornemmer en næsten systematisk destruktion af karrene”

Mogen Bo Henriksen skriver endvidere, at der blev fundet mere end 30 mønter på stedet. De ældste antageligt fra 1400-tallet – de yngste fra 1992. Blandt skår og mønter lå enkelte brokker af munkesten og store jernsøm, som må stamme fra ældre kildebrøndskonstruktioner og måske fra bygninger omkring kilden.

Kildebrønden fik sin nuværende, lidt ucharmerende, cementstøbning for mere end 100 år siden, i 1903, og blev restaureret igen, som nævnt ovenfor, i 1994-1995, hvor renden, der fører vandet ud af brønden og ned til skråningen mod åen, er anlagt. Der er opsat respektfulde mindeplader for begge restaureringer på stedet.

Regisse kilde kan besøges hele året. Der er P-plads ved Regissevej og skiltning til en kort fodtur i det fine landskab resten af vejen. Husk mønter i lommen til kilden. For held, sundhed og gode tider.

Mogens Bo Henriksens artikel grundige artikel “Regisse kilde ved Frørup” belyser både traditionerne og fundene. Link til download via Academia i linket i kommentarerne.

“Regisse kilde” Nyborg kommune kommune. Fredningsnummer: 381822.

Kan du lide det, du læser?
Støt Fynske fortidsminder og hold siden reklamefri på
Mobilepay 4471NK eller By Me a Coffee