Sandvaddyssen

Hvad var grunden til, at stenalderbønderne opførte disse store – op til næsten 200 meter lange monumenter – mange steder i det, der i dag er det danske område? Megalitkammeret Sandvaddyssen ligger i det let opdyrkelige terræn mellem Søndersø og Stensby på Nordfyn. Her opførte områdets tidlige bondekultur et monument, hvis funktion stadig er omgærdet af mystik.

Der findes et utal af tolkninger. Stenaldereksperten Niels H. Andersen, Mag.art. i forhistorisk arkæologi, betragter dyssernes funktion gennem den tidlige bondekulturs optik. Andersen mener ikke, at de oprindeligt var bygget til at være gravsteder for bopladsens høvdinge eller ledende skikkelser, hvilket eller er en udbredt tolkning, men at megalitterne var konstrueret som offer- og kultsteder for landets begyndende bondekultur.

Andersen tolker dysserne således, at man med konstruktionen ærede forfædrene, og det store projekt, som dyrkningen af jorden var. Ligeledes ofrede man her til forfædrene og kræfterne, der vejledte mennesket i opdyrkningen af jorden. Det sikrede frugtbarhed og trivsel, mens man med stenhøjen samtidig markerede bopladsens jordbesiddelser. Dysserne var multifunktionsanlæg.

Vi sang for at give stenene kraft

Jeg hedder Ravn. Søn af Agar. Det er min fjerde sommer, hvor jeg hjælper med at rejse sten for de døde og for jorden. Vores ældste siger, at stedet her skal være åbent mod øst, hvor solen kommer frem og vækker alt til liv. Vi begyndte, da vinterjorden slap sit greb. Først rensede vi marken for uønskede sten. Så lagde vi udvalgte sten og brændt flint i bunden som et leje. Så hentede vi de tre store bæresten fra skråningen ved åen. Det tog dagevis. Vi smurte stammerne med fedt, og to okser trak, mens mænd skubbede og sang. Vi sang for ikke at mærke smerten. Vi sang for at give stenene kraft.

Kvinderne kom med lerkar og korn. De knuste hasselnødder og hældte mælk i revnerne mellem stenene. Gamle Arki sang og dryssede tørrede, duftende urter ud over kammeret. Forfædrene måtte mærke, vi havde dem i ære.

Den store dæksten – den største jeg har set – kom sidst. Den blev trukket op på en jordvold og lagt på plads med stænger og ruller. Det tog to dage. Da den endelig lå der var der stille i lang tid.

Sidste forår lagde vi min lillesøster i højen lige øst for åen, da hun døde uden at have taget sit første skridt. Min mor lagde hende i sin skindbylt og sagde: Må du vokse op i jorden, og vende tilbage med kornet. Vi tror ikke på død som slutning. Vi tror på kredsløb.

I dag findes der omkring 2000 fredede dysseanlæg fordelt over det meste af Danmark – oprindeligt har der formentlig været ti gange så mange, men mange er blevet ødelagt og udjævnede for at give materiale til nye byggeprojekter samt efterkomme bønders ønske om mere landbrudsjord – men størst var koncentrationen på de kystnære øer og steder, hvor ådale har skåret gennem landskabet. Først i 1937 blev alle fortidsminderne fredet ved lov, hvilket sikrede de monumenter, der ikke allerede var gået til under ploven eller blevet ofre for stenhuggerens redskaber.

Dyssen ved Sandvad er måske ikke Nordfyns mest velbevarede oldtidsmonument, der er er ikke længere spor af den jordhøjning, som formentlig har stået omkring stenene, ligesom der heller ikke er spor af de store randsten, som formentlig har omsluttet helligdommen. Til gengæld kan man ved besøg på lokaliteten opleve et smukt stenkammer sat af tre enorme, aflange bæresten og en enorm dæksten, hvorpå der er indhugget en mængde skåltegn. Helleristninger, der traditionelt tolkes som offergruber, men hvis funktion er lige så stor en gåde, som stendyssen.

Den sidste dysse af en større klynge

Stendyssen ved Sandvad er den sidste bevarede af en klynge på oprindeligt ni stenalderanlæg som lå i en tæt koncentration i nordlig retning fra Folehave skov ved Dallund slot lige syd for Sandvadstendyssen. Megalitanlæggene lå lige på østsiden af Lunde å og koncentrationen af oprindeligt opførte stenalderhøje vidner om stor aktivitet i området i den tidlige del af bondestenalderen. Men faktisk gik mange af periodens anlæg i arv til senere generationer, mens skik og brug ændrede sig. Ikke atypisk har megalitanlæg været genbrugt ikke kun senere i bondestenalderen, men langt ind i senere oldtidsperioder, og det er fx ikke ualmindeligt, at man finder bronzealderhøje opført over eksisterende stendysser. Stederne havde bevaret deres hellighed, selvom det var helt nye kulturer, der var kommet til området.

Svage højninger i marken, tørmursfliser og ildskørnet flint i pløjelagene – samt et fund af oldsager i ny og næ – er det eneste der i dag vidner om tilstedeværelsen af de øvrige høje. Sandvaddyssen blev frivilligt tinglyst og fredet i 1890 ved gårdejer Knud Andersen. Det var vist i 11. time, hvis nogle af områdets omtalte stenalderanlæg skulle bevares.

Et stenhus for hende, der tager imod og giver tilbage

Når jeg står her nu, hvor højen endnu ikke er dækket til med jord, mærker jeg en ro. Som om stenene taler. De siger: “Vi står her, fordi I ville det. Og vi bliver, når I er borte.” Snart skal jorden lægges over. En høj rejser sig, som solen selv, og vi vender hjem. Men stedet vil aldrig være tomt igen.

Jeg satte min hånd mod dækstenen. Den var varm af solen. Vi havde bygget et stenhus til dem, der var gået, men også en port til det, der kommer. Ikke kun for os. For jorden. For hende, der bærer alt. For hende, der tager imod og giver tilbage.

Kammerets åbning er i østlig retning, hvor lyset har kunne skinne og fylde dyssen. Tre store bæresten er placeret således, at den store, skrånende sten i vest hviler mod de to øvrige. Jeg antager, at den store dæksten på et tidspunkt må have været fjernet for en lille sten er i nord placeret mellem bære- og dæksten.

Min fortælling om unge Ravns oplevelse på stedet er naturligvis opdigtet, for vi har kun arkæologien og de spor, jorden gemmer på, når vi skal forestille os, hvad der for mere end fem tusinde år siden er sket her og hvilke tanker man gjorde sig. Men der er ingen tvivl om at et sted som dette sætter fantasien i gang.

For den besøgende i dag er Sandvaddyssen tilgængelig via en lille parkeringsplads i vejkanten nord for Sandvad. Efter en kort vandretur langs stendiget går man over en lille stente og ankommer til dyssen lige på den anden side af hegn og dige. Her venter mystik, magi og historier fra svundne tider.

“Sandvad”, Nordfyns kommune. Fredningsnummer: 341512. Læs mere om fortidsmindet på Fund og fortidsminder https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/5915/

Kan du lide det, du læser?
Støt Fynske fortidsminder og hold siden reklamefri på
Mobilepay 4471NK eller By Me a Coffee