Jættestuen på Dræby Mark

I marts 1927 udgravede man et jættestuekammer i den sydvestlige del af Munkebo. Et megalitanlæg, opført af landets tidligste bondekultur for omkring 5500 år siden, der ligger på et markareal skrånende ned mod det nordlige knæk på Kertinge Nor. I vinterkulden gjorde udgraveren og den tilsynsførende arkæolog nogle spektakulære fund på stedet. Ikke mindst et par trepanerede kranier fra graven vakte opmærksomhed.

Da jeg første gang besøgte den lille, usædvanligt opbyggede og dybtliggende jættestue i Munkebos sydvestlige del, var det i smuk, lavtstående vintersol. Med et håndtegnet kort og en beskrivelse af lokaliteten i lommen forsøgte jeg – indledningsvis uden held – at finde jættestuen, der ligger godt gemt i et lille anlæg, en offentlig grøn plet mellem Kystalleen og Kølstrupvej.

En hundeluftende mand i rundkørslen for enden af Kystalleen så skeptisk på mig, da jeg spurgte til stedet.

– Der ligger ikke noget fortidsminde her, fortalte han. Og jeg har boet på Næsset i mange år.

Heldigvis tvivlede jeg på mandens ord og kiggede mig yderligere omkring, indtil jeg fik øje på noget i det lille anlæg ud mod rundkørslen, godt skjult af buske og træer. Først fik jeg øje på fredningsstenen og et par drenge, som forsvandt ud ad stien mod nord. Kort efter opdagede jeg jættestuens karakteristiske oprejste sten.

Der var tag over jættestuen. Tykke grene dækkede kammeret, sådan som dæksten havde gjort det for flere tusind år siden. Jeg forestillede mig, at det var de nu forsvundne drenge, der havde nydt forårssolen og leget hule i stenalderfolkets hellige gravmonument.

Den første udgravning

Fyens Stiftsmuseums Chr. M.K. Petersen førte tilsyn med udgravningen i marts 1927. Tømningen af jættestuekammeret, der måler fire meter i længden og to meter i bredden, blev over tre kolde dage i marts foretaget af en privatperson, gårdejer Chr. Hansen, som i en årrække havde undret sig over en række opretstående sten i markoverfladen. Nu var det på tide at få spaden – og graveskeen – stukket i jorden og få syn for sagn.

Kammeret blev tømt for jordfyld, oldsager og skeletdele, men udgravningen blev desværre ikke udført særlig systematisk. Passagen til jættestuekammeret er placeret vinkelret på den østligste ende af graven – ikke på midten af kammeret, som det oftest er tilfældet – hvilket måske har forvirret udgraveren og den tilsynsførende. Under alle omstændigheder blev de enkelte oldsagers placering i graven ikke noteret og optegnet, så det er umuligt at etablere et tidsforløb over de enkelte offer- og gravgavers placering i anlægget.

Trepanerede kranier

I kammeret blev i alt fundet 122 oldsager af ben, flint, keramik og rav. Blandt knogleresterne og resterne af de 20 til 30 kranier, som Chr. Hansen gravede frem fra kammeret, var der især to, der fik udgraveren til at gøre store øjne. De var trepanerede.

Chr. M.K. Petersen skriver i Aarbog for Odense og Assens Amter 1928 om det spektakulære fund:

“To af Hjerneskallerne kunde dog ikke undgaa at tiltrække sig Opmærksomheden. Den ene Hjerneskal viste, at dens Ejermand i længst forsvundne Tider havde faaet slaaet et ordentligt Hul oven i Hovedet og havde overlevet Slaget, for Hullet i Hjerneskallen var omtrent lukket ved ny Bendannelse. Den anden syntes at være et nyt Vidnesbyrd om den Kendsgerning (..), at man i Stenalderen har kendt til den Operation, som kaldes Trepanation. Skønt der kun stod tarvelige Sten- eller Benredskaber til Raadighed, har man lejlighedsvis paa levende Mennesker fjernet et rundt Stykke af Hjerneskallen for at helbrede en Hjernesygdom eller for at fjerne Bensplinter, der ved et voldsomt Slag var blevet slaaet løs af Hjerneskallen og trykket ind i Hjernen. Paa Hjerneskallen i Dræby fandtes Hullet midt paa Baghovedets Overside.”

Fra Danmarks yngre stenalder kendes omkring tyve trepanerede kranier. De fleste stammer fra mænd – bortset fra det ene af de to kranier fra Dræby, der er blevet tolket som tilhørende en kvinde. Fundet viser, at hun har overlevet indgrebet, for trepaneringshullet har helet rand og tydelig ny bendannelse.

Mange trepaneringshuller i kranier tolkes som kirurgiske indgreb, der skulle fjerne knoglesplinter eller blodsansamlinger efter slag mod hovedet. Hullerne sidder ofte på venstre side af kraniet, hvor en modstanders våben typisk ville ramme. Dræby-kvindens kranium – og et lignende fund fra en jættestue på Næs på Falster – peger dog på, at der også kan have været andre årsager end krigerisk vold.

En af teorierne er, at trepaneringen i nogle tilfælde har haft rituel karakter. Hullet kan være blevet boret eller skrabet som led i en ceremoni, der skulle fremkalde særlige – måske hallucinerende – oplevelser hos den, indgrebet blev udført på.

Endnu et jættestuekammer dukker op

I november 1927 opdager Chr. Hansen resterne af endnu et jættestuekammer. Kun ti meter vest for det første. I en meters dybde kommer der forskellige oldsager – ravperler, flækker, dyretænder – op af mulden. Resterne af kammeret, der er helt uden bevarede sten, bliver udgravet af Chr. Hansen, der assisterer den tilkaldte ekspert, den arkæologiinteresserede apoteker Poul Helweg Mikkelsen fra Odense.

I Aarbog for Historisk Samfund for Odense og Assens Amter, 1929 beskriver Mikkelsen levende undersøgelsen:

“Vi gravede denne første Dag nærmest i Dybden i det Hul, der alt var gravet, og fandt alene den Dag ikke mindre end fem Benmejsler, et femten cm langt, tykt Skaft til en meget stor Benmejsel, to Hjortetaksstødere, en Faareprén, to Flintøkser, otte Flintflækker, tre Flækkeknive, en atten cm lang, lysegraa, sleben Flintmejsel, nogle Dyretænder og mange Ravperler og Ravstykker.”

Senere registrerede Mikkelsen stenaftryk i jorden og den lervold, der omsluttede kammeret, samt tørmursfliser af sandsten, hvor gravens store sten engang havde stået. Han konkluderede, at det vestlige kammer oprindeligt måtte være konstrueret på samme måde som det bevarede kammer i øst. Og med passagen forskudt på samme måde.

Det er oplagt at forestille sig, at begge kamre har været del af den samme høj. Måske en langhøj, der har været orienteret øst-vest. Om kamrenes dybe, utraditionelle placering i jorden kan vi kun gætte. Det er tænkeligt, at nedskridende, eroderet jord på skråningen gennem årtusinder har hobet sig op omkring kamrene – og derved givet indtrykket af en ‘nedgravet’ jættestue. Men det kan også tænkes, at den dækkende høj, på det tidspunkt hvor både randsten og begge kamres sten eksisterede, er blevet udjævnet samtidig med borttagelsen af de mange sten, så højen ikke længere forstyrrede markdriften.

En helt anden mulighed er, at begge kamre faktisk har ligget usædvanligt dybt i forhold til den markflade, de er blevet opført på. I så fald er jættestuen på Dræby Mark lidt af et unikum.

Bjørneklo, hundetænder og oldsager

Mikkelsen fandt kun et enkelt bevaret skelet ved passagens åbning. Resten af menneskeknoglerne lå i uorden. Til gengæld resulterede udgravningen i fund af mange oldsager; Mikkelsen beskriver samlet 31 benmejsler, slagstokke og benspidser af hjortetak. Smykkerne bestod af hunde- og svinetænder og Mikkelsen fremhæver fundet af en helt særlig oldsag, en bjørneklo: “(..) forarbejdet, gennemboret, lignende et Fugle- hovede med stort Næb og visende bagtil ligesom en Maske to Øjne og en stor Mund samt ligeledes bagtil i Profil et Dyrehoved.”

Kigger man nærmere på fundene fra de to kamre tegner sig et et billede af oldsager fra et længere tidsrum og skiftende kulturer. En tyndnakket økse fundet i det bevarede kammers bundlag af hvidligt ler hører til de ældste oldsager i kammeret – mens de tyknakkede økser, lancetformede flintdolke og en hjerteformet pilespids stammer fra yngre tid – og fortæller arkæologerne om de seneste aktiviteter omkring jættestuen.

I dag ligger jættestuen ved Dræby næsten skjult i et lille grønt anlæg mellem veje og parcelhuse. Intet i landskabet røber umiddelbart, at stedet i stenalderen har været centrum for begravelser og ritualer gennem generationer. De oprejste sten står stadig, dybt i jorden på skråningen mod Kertinge Nor. Her blev mennesker lagt til hvile, og her vendte de levende tilbage med gaver til de døde.

“Dræby jættestue” Kerteminde kommune. Fredningsnummer 35176. https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/4727/

Kan du lide det, du læser?
Støt Fynske fortidsminder og hold siden reklamefri på
Mobilepay 4471NK eller By Me a Coffee