Gravhøjene i Skibhusene

Bronzealderfolkets gravhøje var hellige steder, hvor samfundets ledende skikkelser blev gravlagt med rige gravgaver. På gravpladsen blev slægten og individet hyldet med sang, dans, fest og lurblæsning, mens man ofrede til naturkræfterne og ærede solen, der skænkede solfolket velstand og frugtbarhed.

I løbet af 500–600 år opførte bronzealderens mennesker omkring 20.000 gravhøje i det danske område. De ældste bronzealderhøje, bygget for 3500 år siden, blev ofte anlagt omkring en central grav med en egestammekiste, hvori den døde var lagt med sine gravgaver. Vi kender disse rige grave fra blandt andet Egtvedpigens grav, Skrydstrupkvindens grav og Borum Eshøj – nogle af de mest berømte jyske storhøje.

Højene blev ofte udvidet ad flere omgange. I senere perioder nedgravede man yderligere kister eller urner i højens side og forøgede dens omfang – formentlig for at markere den dødes tilhørsforhold og slægtens fortsatte tilknytning til stedet. Gennem bronzealderen ændrede gravskikken sig gradvist: fra jordfæstegrave til ligbrænding, hvor den dødes rester blev anbragt i en urne eller krukke sammen med personlige ejendele.

Fire høje… nu kun tre

Tæt ved markvejen mellem Skibhusene og Hindehøjen i det nordlige Odense ligger en lille klynge af mindre gravhøje fra oldtiden. I en registrering fra 1950’erne beskrives højene som udpløjede tomter, men de markerer sig stadig tydeligt på bakkefladen, der skråner ned mod Hindemosen og ådalen.

Den største af de fire registrerede høje – som ikke er registrerede som fredede fortidsminder – ligger synligt i marken mellem markvejen og Ejbygade. De to andre bevarede høje findes få hundrede meter derfra. Den mindste ligger gemt i bevoksningen sydøst for Skibhusene mellem Ejbygade og Sedenvej. I dag hæver den sig blot omkring en meter over terræn og er vanskelig at få øje på med det utrænede blik. Endnu en høj, i størrelse sammenlignelig med den i åben mark, ligger lige uden for det grønne bælte.

Den fjerde høj, som lå i sydlig forlængelse af de to nærmest Skibhusene, eksisterer ikke længere. Den blev ødelagt i 1970’erne under udvidelsen af vejnettet fra Ejbygade mod havnen. Arkæologiske undersøgelser afdækkede spor af græstørvsopbygning samt en stenomsluttet centralgrav med kiste, men der blev ikke fundet gravgenstande.

Gravgaver skulle vises den gravlagtes status. Mænd fik deres sværd, dolke, smykker og værdifulde klæder med i graven mens kvinder, som vi kender det fra Skrydstrup og Egtved, men også fx Ballehøj på Nordfyn, fik klæder, smykker og bælteplader med sig på den sidste rejse.

Fra området kendes flere interessante fund, som understøtter tolkningen af stedet som en bronzealdergravplads – et helligt landskab for solfolket. I 2011 fandt en metaldetektorfører en bronzealderarmring, et fragment af en formodet ragekniv samt rester af et sværd blot 25 meter øst for den største høj. Fundene tolkes af museet som resterne af en fladmarksgrav med relation til gravhøjen.

De mystiske kogestensgruber

På bakkefladen omkring højene er der registreret spor af mange koge- og kogestensgruber. Kogestensgruberne forekommer både som enstrengede rækker, parallelle forløb og – oftest – i klynger. Særligt de lange, gådefulde rækker af kogestensgruber har givet anledning til arkæologiske overvejelser. Og hovedbrud.

Gruberne sættes ofte i forbindelse med den yngre bronzealders sakrale landskab og den måde, tro og ritualer formede omgivelserne på. De kan have været knyttet til bopladser, hvor de fremtræder som spredte klynger mellem husene, men de forekommer også på plateauer vendt mod vådområder – en placering, der passer godt til højklyngen ved Skibhusene tæt på Hindemosen og Odense Ådal. I forbindelse med gravhøje optræder de undertiden i lange rækker.

Deres præcise funktion kendes ikke, men de tolkes ofte som jordovne anvendt til madlavning ved større begivenheder – måske i forbindelse med kultfester og ceremonier knyttet til gravpladsen. Man kan levende forestille sig, at det har været et festligt og imponerende skue med de glødende gruber omkring højene.

Terrænpunkter i landskabet

Højene viste, at her boede en ressourcestærk slægt. Formentlig brugte man også højgrupperne, der gerne lå ved vejforløb eller vadesteder, til at orientere sig efter, når man kom sejlende, gående eller kørende til bebyggelsen for at handle. Det meste af transporten foregik nok til fods, men man har også transporteret varer ved hjælp af en kærre trukket af dyr. Formentlig okser. Senere heste, der jo var et af Solens guddommelige hjælpedyr, som i bronzealderens begrebsverden trak solen over himlen sammen med andre hjælpere, som fisk, fugle og Solskibet.

Bronzealderens mennesker forestillede sig, at solen ikke bare stod op og ned af sig selv. Den rejste i en cyklus: Om dagen blev den trukket over himlen – på solvognen – og om natten rejste den gennem underverdenen og havet.

Selv om kun tre høje i dag hæver sig et par meter over landskabet i Skibhusene, vidner stedet stadig om en fjern fortid, hvor det fynske landskab var ramme om ritualer, fællesskab og forestillinger om liv og død. Gravhøjene kogestensgruberne tegner tilsammen konturerne af et helligt bronzealderlandskab – et sted, hvor mennesker i århundreder samledes for at ære deres døde, vække solens kræfter og forankre slægtens historie i jorden.

“Skibhusene gravhøje” Odense kommune. Lokalitetsnummer: 080407-4. Se højen på Fund og Fortidsminder her https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/5613/

Kan du lide det, du læser?
Støt Fynske fortidsminder og hold siden reklamefri på
Mobilepay 4471NK eller By Me a Coffee