For omkring 6000 år siden kom landbrugskulturen til det danske område. Opdyrkning af landet, dyrehold og bofasthed erstattede den nomadiske tilværelse, som stenalderens jæger-samlerkultur havde levet i, siden ismasserne fra istiden trak sig tilbage fra landskabet. Hvor man før havde flyttet sig i landskabet afhængigt af årstider og fødekilder, ændrede stenalderfolkets levevis sig med indvandringen af landbrugskulturen sydfra.
De bofaste stenalderbønder ryddede den vilde skov og anlagde marker og opdyrkede arealer tæt ved deres bopladser. Her markerede den unge bondekultur sine jordbesiddelser med monumentale stenanlæg, der findes i et stort antal over hele landet, men særligt ved bælter, fjorde, vige og ådale i det østlige Danmark. Stendysser og jættestuer kalder vi i dag disse anlæg, hvis store stenkonstruktioner var centrale i stenalderbøndernes kultur. Men det startede ikke med langdyssernes og jættestuernes til tider ret store kamre, hvor man lagde gravgaver og placerede rester af forfædrene i højenes indre.
De allertidsligste af bondestenalderens høje var langhøje med træbyggede kamre og palisadekonstruktioner. I sagens natur er det meste af konstruktionerne i disse høje forgået i de 6000 år, der er gået siden deres opførsel, mens de store stenkamre ikke har gennemgået samme forfald. Både erosion, tidens gnavende tand samt grav- og stenplyndring i nyere tid har dog sat sine spor i dem, og de fleste anlæg – der stadig tæller mere end 4000 bevarede – fremstår som rene ruiner. En skygge af, hvad de engang var.
Dyssen ved Ulbølle
Et par kilometer syd for Ulbølle på Sydfyn findes et temmelig ødelagt, men stadig seværdigt stenkammer, der ligger i dyrket ager, men er let tilgængeligt fra offentlig vej. Ødelæggelsen af kammeret er så fremskreden, at det er svært at forestille sig, hvordan den oprindelige høj har set ud, men der er formentlig tale om et flersidet dyssekammer med indadvæltede bæresten og en enkelt bevaret dæksten i den vestlige side. Det knap fire meter lange kammer synes at snævre ind i østsiden, og det er nærliggende at forestille sig, at der oprindeligt har været en adgangsgang fra øst – karakteristisk for jættestuer og stendysser med passage. Herigennem kunne Solens livgivende lys strømme ind i kammeret til offergaverne og de gravlagte.
Hvad foregik der så ved dyssernes store sten? Vi ved ikke, hvordan den unge landbrugskulturs trosverden har set ud, men man kan forestille sig, at både forfædre og naturguddomme blev hyldet gennem kultiske aktiviteter, der også indebar gravlæggelse af dele af de døde i dyssekamrene. De døde var inden placeringen i kammeret blevet pillet rene for kød i et kulthus eller ved en tidlig begravelse i et samlingsanlæg – de såkaldte Sarupanlæg – hvorfra dele af de døde blev ført tilbage til dyssen og placeret i kammeret, så de igen var i nærheden af de levende og kunne bistå dem med åndelig kraft og lykke i jagt, fiskeri og landbrug.
Om alle havde ret til en dyssegravlæggelse, ved vi ikke, men det er nærliggende at tænke sig, at kun stenaldersamfundets spidser og dem med en særlig forbindelse til ånder og guder fik den ære. Det var deres sjæle, der skulle sikre trivsel og gode tider for bopladsen.
De hellige tegn
Oldtidens mest almindelige helleristning – hellige tegn eller symboler ridset ind i stenenes overflade – er skåltegnet. Det beskrives som et kraftfuldt, universelt symbol, der både rummer Solen, kønnet og frugtbarhed. Selve menneskets avlstryk, har P.V. Glob kaldt det. Ved Ulbølledyssen findes skåltegn i stort antal på dækstenen. Sammen med Æbleskivestenen i Gl. Hestehave ved Svendborg og stenen i kirkemuren ved Aastrup kirke udgør de faktisk en af de største koncentrationer af skåltegn i det sydfynske område.
Skåltegnenes betydning er stadig en gåde, men de sættes oftest i forbindelse med frugtbarhedsdyrkelse i den sene bondestenalder og i bronzealderen, hvor soldyrkelsen kulminerede. De mange skåltegn på toppen af dækstenen fortæller os, at oversiden af dyssekammeret har været synlig på højens overside – i hvert fald på det tidspunkt, hvor de er blevet hakket ind i stenenes overflade.
Man kan selvfølgelig heller ikke udelukke – en mulighed, der ikke bliver luftet så tit – at frugtbarhedstegnene er indhakket i stenene, inden dyssen er bygget. Som en del af de indviende kultiske aktiviteter. Dyssekammeret Brynkehøj på Ærø har en del skåltegn indhakket i den side af stenene, der vender ind i kammeret, og det er ikke usandsynligt, at de er blevet hakket ind i stenene, inden kammeret blev færdigbygget.
Skåltegnenes gåde kompliceres yderligere af deres forskellighed. De optræder enkeltvis indgraveret i fortidsminderne – eller i små, håndstore sten, man kunne have med sig rundt – eller optræder i op til hundredvis.
Nogle af skåltegnene er dybe, tydelige og skålagtige, mens andre er overfladiske, flade og fadagtige – næsten ikke til at se med det blotte øje. Man må føle sig frem.
Det største antal skålgruber på en enkelt lokalitet i det fynske må være den førnævnte Æbleskivesten ved Svendborg. Her er de tolket som forbundet med bronzealderens kultiske aktivitet og en nærliggende bronzealdergravplads med et stort antal høje.
Vind, vejr og ydre omstændigheder komplicerer tingene yderligere. Nogle steder står skålgruber så tydeligt som den dag, de blev hugget ind i stenen, men ofte er stenene så forvitrede, at overfladen har mistet den struktur, den havde på tidspunktet, hvor helleristningerne blev skabt. Tusinder af års lavvækst, frost, sol og vind har mange steder gjort skåltegnene så ødelagte, at de kan være uhyre svære at erkende.
Hænderne, en lavtstående sol eller en stærk lygte er din ven, når du leder efter skåltegn. Kommer man på det helt rigtige tidspunkt på dagen, kan godt gemte skålgruber og helleristninger, der før virkede skjulte, træde tydeligt frem. Hvilket ikke er noget problem, hvad angår dyssen ved Ulbølle. Her træder de mange skåltegn tydeligt frem – jeg tæller over 40, mens en arkæolog i undersøgelseshistorien nævner mere end 60.
Ridderskrædderen
Som mange andre danske oldtidsminder har højen tiltrukket sig sagnstof. De store sten har givet brændstof til fantasien og folketroens fortællinger har knyttet sig til stedet.
Et sagn fortæller, at der skulle vær en skærsliber begravet i dyssen – og Mine Jensen en 80-årig væverenke fra Hannemosehus i Vester Skerninge fortalte i 1922 om Ridderskrædderen til Dansk Folkemindesamlings arkiv.
– På gården Hannemoses mark i Vester Skerninge er der en stendysse, og der skal have boet en trold, fortalte Mine Jensen, – Tæt ved stendyssen ligger et hus, hvor der har boet en skrædder, der blev kaldt Ridderskrædderen. Navnet skal han have fået, fordi han engang vendte et sæt tøj for greven, og bag efter fortalte han, at han havde fundet en loppe i tøjet, og den havde han klemt ihjel, og så havde han drukket blodet, for det måtte jo være adeligt.
Ridderskrædderen var ikke større, end at han lige kunne “hage” bordet, og det fortaltes også, at han var en skifting fra trolden i stendyssen. Vejen fra Hannemose til Vester Skerninge kaldes Hytteballevejen, og skrædderen sagde, at alle folk der ude på marken skulle i det mindste en gang køres ad den vej, nemlig når de skulle begraves; men selv kom han to gange ad den efter sin død, for han havde en dag været i Ulbølle med noget tøj, og da var han bleven fuld. På vejen hjem faldt han så i grøften og druknede. Så blev han først kørt til sit hjem ad Hytteballevejen, og da han skulle begraves, skulle han til Vester Skerninge ligesom de andre fra Søndermarken, og så blev han igen kørt ad Hytteballevejen.
Fredningen
Stedet blev fredlyst i december 1917 og markeret med en fredningssten kort efter. Under registreringen i slutningen af 1800-tallet bemærkes det, at der er fundet mange stenalderoldsager – samt bronzealdergravgaver – på stedet: “Lodsejeren (Gaardejer Hans Jensen) oplyser, at flere Stene, og navnlig Stene af en Gang fra de to nordnordvestlige Kammerstene, ere borttagne af den forrige Ejer. Han selv har bortgravet Jord inden og uden for Stenene, hvorved paa begge Sider af Stenene er fundet mange tynde smukt slebne Kiler, en smuk Hammer, Hulmejsler, to formentlige Slibestene, der laa lige uden for Vægstenene, paa Skred, med Hulningen nedad; de to Slibestene skulle være indsendte til Museet, en Hulmejsel er i Kapt. Madsens Saml, Resten bevares af Lodsejeren. Endelig er der “inden for Stenene” fundet Urner og et Broncestykke, formentlig af en Kniv, hvilket dog er bortkommet“.
Dyssen ved Ulbølle står i dag som en stærkt forfalden rest af bondestenalderens monumentale kulturlandskab, men selv i sin ødelagte form vidner den om en tid, hvor de første bønder markerede både jordbesiddelser og verdensforståelse med store stenkamre. Her blev forfædre hyldet, de dødes knogler genbegravet, og frugtbarhedens kræfter tilkaldt gennem kultiske handlinger. De mange skåltegn på dækstenen – en af de største koncentrationer på Sydfyn – fortæller, at stedet havde en særlig betydning langt ud over selve gravlæggelserne. Sammen med oldsagerne fundet omkring kammeret og fredningen af stedet fastholdes et billede af en lokalitet, hvor både levet liv, ritualer og erindring har været samlet.
“Ulbølle dyssekammer” Svendborg kommune. Fredningsnummer: 41166. Læs mere om stedet og find vej på https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/8629/
Kan du lide det, du læser?
Støt Fynske fortidsminder og hold siden reklamefri på
Mobilepay 4471NK eller By Me a Coffee
Fynskefortidsminder.dk 