Barnehøj

Det er flot efterårsvejr, da jeg sammen med ejeren af Barnehøjgaard øst for Faaborg går rundt om den store oldtidshøj, Barnehøj, der ligger højt og vestligst på grunden. Herfra er der en flot udsigt mod Diernæs, den usædvanligt fortidsminderige Pipstorn Skov og Det Sydfynske Øhav. Vinden fra havet føjer et par ekstra kuldegrader til den klare, kølige luft, og Lise gemmer sig i sin lange frakke, mens hun holder sig på afstand af højen.

– Faktisk tror jeg ikke, jeg har været deroppe siden jeg var barn, fortæller hun. Det er lidt besynderligt, når hun nu har boet på gården, som hun overtog fra forældrene, i knap halvandet år. Hun udviser en påfaldende forsigtighed i forhold til højen, men er samtidig meget nysgerrig. Hvad mon den indeholder? Og hvorfor dette mærkværdige navn: Barnehøj?

Nogle af sagnene, der er gået i arv fra generation til generation, kender hun selvfølgelig godt. – Gården brænder jo, hvis man graver i højen, så det har jeg fortalt mine børn, at de ikke må,” siger hun. – Og de kunne aldrig finde på at grave eller ødelægge noget. Vi fjerner lidt krat og døde grene fra træerne engang imellem, men bortset fra det får højen lov til at passe sig selv i dette område, der altid har ligget uopdyrket hen.

Fra mange egne af landet hører man folketroen og sagnenes fortællinger om tabubelagte høje, sagnsten og dysser, der ikke må forstyrres eller ødelægges. Det siges om Barnehøj, at der er ‘sat brand i højen’, en form for byttehandel mellem mennesker og de overnaturlige kræfter, der knytter sig til højen. Man skader ikke højen – til gengæld beskytter den gården.

Bronzealderens storhøje

Tilbage til Lises spørgsmål: Hvad indeholder højen? Hvornår er den bygget? Med sin højtliggende placering i landskabet er det oplagt, at Barnehøj hører til blandt den ældre bronzealders storhøje. Den markante beliggenhed, monumentale fremtoning og imponerende fire til fem meters højde gør den til en af de allerstørste sydfynske gravhøje. Rejsende skulle se, at her herskede en magtfuld og ressourcestærk slægt. Man kom med respekt – ellers mærkede man konsekvenserne.

De omkring 20.000 gravhøje, der blev opført i det danske område gennem bronzealderen, var udtryk for en storslået kultur med handelsforbindelser langt ned i Centraleuropa. Man dyrkede solen – og individet. Slægtskabet til dem, der kom før, var vigtigt; højene blev udvidet over tid med nye højfaser og gravlæggelser. Men det var lige så vigtigt at markere den gravlagtes status med fine gravgaver, gravgaver der i nutiden har fortalt arkæologerne meget om, hvem der var begravet i højen.

Barnehøj er aldrig blevet undersøgt arkæologisk, og vi ved derfor ikke, hvad den rummer. Men meget tyder på, at der centralt i højen ligger en mand eller kvinde af høj status fra ældre bronzealder – præcis som i stammekisterne fra de berømte jyske storhøje: Borum Eshøj, Mulbjerg, Trindhøj, Skrydstrup og Egtved.

Både mænd og kvinder blev lagt i deres bulkister – udhulede træstammer – klædt i smukke, værdifulde dragter, håret sat og smykkerne på plads. Til mændene lagde man desuden sværd eller dolke som tegn på deres status.

I årene der fulgte blev slægten æret med flere højfaser. Højen blev udvidet og med tiden voksede mange af højene til det enorme omfang og det monumentale udseende, de har haft senere i oldtiden. Selvom de fleste høje har lidt under erosion og udgravninger, står mange i dag som prægtige monumenter over bronzealderens samfundsspidser og slægter – og i respekt for forfædrene forblev stedet helligt længe efter den første grav blev placeret. Nogle af højene blev endda brugt som gravpladser langt ind i senere oldtidsperioder.

Festen om højen

Storhøjene var ikke blot gravpladser og mindesmærker over slægten. Helleristningerne fortæller, at bronzealderfolkene holdt ceremonier på højene – et skue med danserinder, lurblæsere, præster med hornede, fjerprydede hjelme og rigt udstyr. Alt dette til ære for Solen, fremvist som store symboler eller som Solvognen, vi kender fra Trundholm Mose på Nordvestsjælland. Man kan forestille sig, at fest og ceremonier blev ledsaget af rigeligt mad og drikke, for kun det bedste var godt nok for solen, slægten og de særligt udvalgte, der havde en tæt, åndelig forbindelse til de overnaturlige kræfter.

Frugtbarhed og Solen – den evige vekslen mellem lys og mørke – stod centralt i bronzealderens trosverden. Man forestilledes sig at Solen blev trukket op af havet og underverdenen af en fisk, ført over himlen af en solhest eller et solskib og aftenen trukket tilbage i mørket af en slange.

Barnehøjs bronzealderoprindelse understøttes af tre mindre rundhøje, nu tilplantet med pyntegran, som ligger på række lige nordvest for storhøjen – lavere i landskabet, men stadig i dens skygge. Her findes også en kultsten med skålgruber, sandsynligvis brugt til frugtbarhedsceremonier. Samme mønster med mindre høje omkring én eller flere større ses på flere fynske lokaliteter, blandt andet Møllehøj ved Sdr. Nærå og Buskehøj ved Voldtofte.

En anden mulighed, som ikke kan afvises, er, at Barnehøj gemmer på en jættestue fra bondestenalderen – højen er som nævnt aldrig blevet arkæologisk undersøgt. I 1800-tallet blev store mængder flintredskaber fundet omkring højen, og ifølge rygterne skulle et stenbygget kammer være fjernet fra toppen. Der findes dog ingen dokumentation, så det kan lige så godt være en fortælling baseret på gamle fund af urner, beskyttet af mindre stenkonstruktioner i højsiden. At en bronzealderhøj er opført oven på et tidligere helligt sted fra yngre stenalder, er desuden ikke usædvanligt – de to muligheder udelukker ikke hinanden.

Levende begravet

Lise bliver noget overrasket, da jeg fortæller, at der ifølge sagnet under en pest skulle være begravet et levende barn i højen. Ifølge folkemindesamleren Anders Uhrskovs “Fynske sagn” blev barnet lagt der for at standse en smitsom sygdom. En variation af sagnet fortæller, at barnet blev begravet, fordi man troede, det var en Skifting – et af troldenes børn, som var blevet byttet ud med et menneskebarn. Da barnet kom uskyldigt af dage, skulle man undertiden høre dets skrig eller gråd, når man færdes ved midnat på vejen tæt forbi højen. Det skulle ikke være godt at høre, da det varsler ulykke for alle, der hører det.

Uhrskovs sagnsamling fortæller også, at Barnehøjgaard er en forpagtergård under baroniet Holstenshus. Den blev oprindeligt kaldt Skovriddergården, men nedbrændte, da man forsøgte at tilplante højen. Gården blev genopbygget som Barnehøjgaard, og siden da har ingen vovet at grave i højen.

Barnehøj kan tydeligt ses fra vejen syd for gården. Hvis man ønsker at besøge højen og mærke historiens sus – og måske reflektere over de makabre sagn – under de store egetræer, skal det ske efter aftale med grundejeren. Stedet rummer spor af bronzealderens storslåede gravtraditioner, ceremonier for solen og magtfulde slægter – men også historier og sagn, der har levet videre gennem generationer. I dag står Barnehøj som et fredet, fredeligt og helligt mindesmærke over fortiden, hvor natur, arkæologi og folketro mødes.

Barnehøj. Faaborg-Midtfyn kommune. Fredningsnummer: 40156. Læs mere om lokaliteten på https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/8090/

Kan du lide det, du læser?
Støt Fynske fortidsminder og hold siden reklamefri på
Mobilepay 4471NK eller By Me a Coffee