Gåsesten

Der er bevaret mere end 3000 jættestuer og stendysser i det der i dag er det danske område. De store monumenter fra yngre stenalder ses overalt i landet liggende, hvor stenalderbønderne har haft deres bopladser og opdyrkede marker. I dag ses de ofte enkeltvis i landskabet, men det er ikke ualmindeligt at megalitanlæg bestod af klynger af dysser og jættestuer samlet inden for et mindre område.

Meget er dog gået til i tidens løb. Molesteret og ødelagt af pløjning, udgravning og kløvning af højenes sten, der kunne bruges som byggematerialer, vejanlæg og fundamentsten inden fortidsminder blev fredet ved lov. Man vurderer, at omkring 90 procent af de anlage høje og monumenter er fjernet, men der kan sagtens have været endnu flere.

Sådan forholder det sig også ved Gåsesten, en smuk jættestue ved Emmelev på Nordfyn, hvor der inden for et lille område har været flere megalitanlæg. Ud over den lille jættestue, findes en enkelt megalit stadig bevaret og tilgængelig ved den nordfynske landsby. Omkring 800 meter nordvest for Gåsesten findes et ganske velbevaret kammer med to dæksten, den ene skredet ned fra sit oprindelige leje, samt flere bæresten, der endnu holder den nordligste bæresten oppe. Anlægget er noget mere medtaget end Gåsesten, hvilket besværliggør en tolkning, men der synes at være tale om resterne af en stordysse eller den bevarede nordlige ende af et jættestuekammer.

På markerne mellem Emmelevdyssen og Gåsesten, er registreret resterne af flere kamre fra høje sløjfet i løbet af 1800-tallet – og tæt ved Emmelevdyssen lå der i hvert fald indtil 1882 en anseelig langdysse med 24 randsten og et kammer i midten registreret og optegnet af A.P. Madsen. Få årtier senere er dyssen helt væk.

Men hvorfor gik ødelæggelserne uden om Gåsesten? Det er uvist, hvorfor netop Gåsesten har overlevet behovet for landbrugsland. Måske har der været knyttet sagn og tro til højen. Selvom 1800-tallets folkemindesamlere ikke har nedskrevet noget fra stedet, er det ikke usandsynligt, at en mundtlig overlevering, har været det, der har beskyttet den lille jættestue for den totale ødelæggelse. Det var en udbredt forståelse at man skulle passe på ikke at grave i højene og vække de underjordiskes vrede. Naturens kræfter var, måske med rødder i oldtidens overbevisning, noget man skulle respektere og være varsomme overfor. Så bonden stod lidt i et dilemma, når han eller hun skulle beslutte om, højene skulle sløjfes for at give plads til landbrugsjord.

Mellem landsbyerne Kappendrup og Hjadstrup, under to kilometer sydvest for Gåsesten, lå en større klynge på 10 megalitanlæg ret tæt ved hinanden. Grundejeren var meget bekymret for, hvad der ville ske, hvis han ryddede jorden, så det havde ind til videre reddet megalitterne fra ødelæggelse. Der blev forhandlet om en mulig fredning med Nationalmuseet, men han ville gerne kompenseres økonomisk, så en aftale kom desværre aldrig i stand. Gravene blev besøgt af arkæolog og tegner A.P. Madsen i slutningen af 1800-tallet. Her tegnede og opmålte han de 10 grave, der bestod af stordysser og små jættestuer, samt et anlæg med en stor skåltegnsten. En årrække senere var der kun to stordysser tilbage. Og Madsens tegninger, der minder os om det, der er gået tabt.

En lignende historie om tro, der har reddet et anlæg, i hvert fald for en tid, kendes fra Danmarks nordligste bevarede stendysse, Tornby dyssen i Vendsyssel. Ødelæggelsen af dyssen var allerede påbegynd, men ikke afsluttet. Da resterne af anlægget blev fredlyst i 1881, noterede man sig, at dyssen var ødelagt for cirka 40 år siden. Kort efter at dette var sket, døde ejeren og hans voksne søn. Enken solgte så gården, men betingede sig, at den tilbageværende del af gravkammeret skulle stå urørt i hendes levetid. Hun troede at troldene havde dræbt hendes mand og søn som hævn, fordi man forstyrrede deres bo, og at de ville dræbe hende med, hvis der blev fjernet flere sten af dyssen.

Udgravningen af Gåsesten

Gåsesten blev registreret af A.P. Madsen under berejsningen i 1882, men først skænket Nationalmuseet til fredlysning af gårdejer P.A. Rasmussen i 1920. Men tidens tand – 5000 års vind og vejr sætter sine spor – samt agerbruget havde tæret på den gamle oldtidshøj. Randsten, der oprindeligt havde omkranset stenaldermonumentet, samt det yderste af passagen der var bygget ind til kammeret, var for længst væk og en restaurering af højen var tiltrængt.

I 1954 påbegyndte Erling Albrechtsen og Hartvig Skov Hansen fra Fyns Stiftsmuseum en restaurering og medfølgende undersøgelse af højen. Den arkæologiske udgravning af Gåsestenen bragte mange oldsager for dagens lys. Fundmaterialet understøttede formodningen om at højen var opført i jættestuetid, men de øverste lag i kammeret afslørede at Gåsestenen havde været anvendt til gravlæggelser helt ind i dolktid og enkeltgravskulturen, der hørte til de yngste tider af bondestenalderen. Det fortalte fundene af et tøndeformet, uornamenteret kar med to vulster under kanten, samt to skafthuløkser af grønsten.

Både Emmelevdyssen og Gåsesten er tilgængelige til fods. Spændende steder at besøge uanset om man er oldtidsnørd eller bare nysgerrig på, hvordan landskabet så ud for mere end 5000 år siden. Der er gode parkeringsmuligheder i Emmelev, hvorfra man kan nå begge fortidsminder af Pugholmvej. Hvor markvejen deler sig, kan man gå til højre og besøge Gåsesten, der ligger få hundrede meter fremme. Følger man markvejen til venstre forbi vindmøllerne og til vejen ender findes Emmelevdyssen i stendiget få hundrede meter fra den sidste vindmølle.

Fortidsminderne omkring Emmelev minder os om, hvor rigt et lag af oldtid og fortælling, der stadig gemmer sig i det fynske landskab. Læs mere om undersøgelsen af jættestuen i Fynske Minder, 1955 i linket i kommentarerne.

“Gåsesten”, Nordfyns kommune. Fredningsnummer: 34151. Læs mere om fortidsmindet og find vej på Fund og fortidsminder https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/5360/

Kan du lide det, du læser?
Støt Fynske fortidsminder og hold siden reklamefri på
Mobilepay 4471NK eller By Me a Coffee