Skamby jættestue

Den lille jættestue i Skamby på Nordfyn ligger smukt i dyrket ager mellem land og by. Den frodige, men stenede mark strækker sig mod husene i syd og mod nord hilser hestene i en fold nysgerrigt på de besøgende, der har fundet frem til fortidsmindet. Desværre færre end der burde besøge dette prægtige sted, der hører til blandt områdets fineste fortidsminder, for det er lidt af en opgave at finde frem til stedet. Så lad os straks få adgangsforholdene på plads…

Jættestuen er egentlig fint synlig i landskabet, men stien til fortidsmindet kan være uhyre svær at finde, hvis man ikke er stedkendt. Adgang for offentligheden sker via stien som findes mellem 59 og 61 på Brøndstrupvej. Der var for nogle år siden et fortidsmindeskilt over for stien – det er nu af uvisse årsager forsvundet – og på det sorte hegn mellem husene er der markeret “STI” på selve hegnet, der med lidt snilde kan åbnes. Og så er der fri adgang til fortiden forude.

Jættestuerne i det der i dag er det danske område varierer i konstruktion og omfang. De mindste jættestuekamre – fx Skjerningehøj ved Svanninge og den vestligste jættestue på Præstemarken i Munkebo – er få meter lange og dækket af blot få sten, mens den største fynske jættestue, Mårhøj på Hindsholm, har et imponerende stenbygget kammer på 10 meter.

Hellige symboler for frugtbarhed og trivsel

Bestiger man jættestuens store dæksten vil man hurtigt opdage en mængde fordybninger i overfladen af den vestlige dæksten. Jættestuen har oprindeligt været dækket af både stenpakning og jordhøj. Det er derfor nærliggende at antage, at fordybningerne – såkaldte skåltegn eller skålgruber – på den vestlige dæksten over kammeret er indhugget i stenens overfalde på et tidspunkt, hvor højen er blevet delvist blotlagt for jord og sten, der tidligere har dækket kammeret.

Skåltegnene, eller skålgruberne, som de også kaldes, hører til de mest almindelige helleristninger i det danske område. Et mystisk tegn, der ofte tolkes som hørende til oldtidens kult- og frugtbarhedsdyrkelse. Et universelt symbol med mange betydninger. Arkæologen P.V. Glob har beskrevet dem som “Selve menneskets avlstyk”. Kvindens køn. Solens kraft. Årstidernes evige cirkel.

Skåltegnenes gåde kompliceres yderligere af deres forskellighed. De optræder enkeltvis indgraveret i fortidsminderne – eller i små, håndstore sten, lommeskålsten, man kunne have med sig rundt – eller op til hundredvis. Nogle af skåltegnene er dybe, tydelige og skålagtige, mens andre er overfladiske, flade og fadagtige. Næsten ikke til at se med det blotte øje. Man skal føle sig frem.

Visse steder findes skåltegnene enkeltvis på fritstående sten, mens de andre steder findes i stort antal på fortidsmindernes hellige sten. Ofte på stenalderhøjenes dæksten, men også en sjælden gang i selve kammeret. Det største antal skålgruber på en enkelt lokalitet i det fynske område må være Æbleskivestenen øst for Svendborg. Her er skåltegnene tolket som værende forbundet med bronzealderens kultiske aktivitet og en nærliggende bronzealdergravplads med et stort antal høje.

Vind, vejr, ydre omstændigheder og tidens gnavende tand komplicerer tingene yderligere. Nogle steder står skålgruber så tydeligt som den dag de blev hakket ind i stenens overflade, men ofte er stenenes overflade forvitret, så overfladen har mistet den struktur, den havde på tidspunktet, hvor helleristningerne blev skabt. Tusinder af års lavvækst, frost, sol og vind har mange steder gjort skåltegnene så ødelagte, at de kan være uhyre svære at erkende.

Hænderne, solen eller en stærk lygte er din ven, når du leder efter skåltegn. Kommer man på det helt rigtige tidspunkt, kan ellers skjulte skålgruber og helleristninger træde tydeligt frem når solens stråler skaber skygger på stenens overflade.

Undersøgelsen af jættestuen

Jættestuen i Skamby blev fredlyst allerede i 1888, hvor lokaliteten blev skænket til fredning af kommunen. I 1931 satte arkæologerne graveskeen i jorden. Det var Nationalmuseets Gustav Rosenberg, der i forbindelse med restaureringen af fortidsmindet stod for undersøgelsen af passage og kammer. Restaureringen sikrede, at flere udskridende sten blev sat på plads og stabiliseret. Rosenbergs udgravning af passage og kammer afslørede en del skeletrester, økser, flækker og mejsler af flint samt en stridsøkse og pilespidser.

Tolkningen af fundene er, at jættestuen er anvendt i en lang periode gennem den yngre stenalder. Senest i senneolitisk tid, hvorfra spydblade fundet inderst i gangen stammer. Som ved udgravninger af lignende anlæg tyder fund og spor på, at der oprindeligt har været offerhandlinger omkring jættestuens åbning. Indholdet af kammeret er senere blevet delvist tømt for at gøre plads til nye gravlæggelser. Ildskørnet flint, der stadig kan findes i stor mængde spredt i marken ud for jættestuens åbning mod syd, kunne meget vel stamme fra de ældste lag i kammeret.

Fundene i jættestuen tyder altså på, at jættestuen har været helligdom i flere århundreder. De senneolitiske fund i megalitanlæggene, der er opført mange hundreder år før, er ikke usædvanlige. Helligheden – eller hvad man skal kalde den ære, respekt og kultiske sammenhængskraft stedet har nydt – er altså overført til utallige senere generationer. Mange gange endda ind i andre oldtidsperioder.

Skambys jættestue er ikke blot et levn fra en fjern fortid, men et vidnesbyrd om, hvordan tro, tradition og landskab har hængt sammen i tusindvis af år. Det er et sted, hvor tidens spor ikke bare kan ses – men mærkes.

“Skamby jættestue”, Nordfyns kommune. Fredningsnummer: 341509. Læs mere om fortidsmindet og find vej på Fund og fortidsminder https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/5911/

Kan du lide det, du læser?
Støt Fynske fortidsminder og hold siden reklamefri på
Mobilepay 4471NK eller By Me a Coffee