Svindingedyssen

På sydsiden af Kongshøj ådal, der løber mellem Frørup og Svindinge findes et af Østfyns fineste dyssekamre. Fra Svindingedyssen, der trods sit monumentale udseende blot er en ruin af det, stenalderens bønder opførte, er der en pragtfuld udsigt over området og det er ikke svært at forestille sig, hvorfor stedet både har inspireret poeter og tiltrukket sig sagn og fortællinger gennem århundreder.

Vi ved, at dysserne var multifunktionsanlæg, der både fungerede som markering af stenalderbøndernes markbesiddelser, religiøse kraftcentre, hvor man ofrede til kræfter større end mennesket samt gravlagde dele af forfædrenes og derved holdt deres ånder tæt på bopladsen. Men hvem byggede dem egentlig?

Langt tilbage i tiden blev dysserne betragtet som hedenske altre eller tingsteder for sagnstoffets helte mens andre mente, de måtte være bygget af kæmper eller jætter. Egentlige beviser for, hvad jættestuer og dysser egentlig er for en størrelse sker først i 1840’erne da J.J.A. Worsaae går systematisk til værks og udgraver en række dysser og påviser, at der er tale om menneskeskabte grav og kultanlæg fra bondestenalderen. Opført i en årrække på 300-400 år.

Hvem byggede dysserne?

Formentlig var det mennesker med en særlig ekspertise, der koordinerede projektet og sikrede en vis ensretning i konstruktionen, der var en kompliceret størrelse. Det er nærliggende at antage, at det ikke har været op til den enkelte stenalderboplads at udføre deres egne megalitanlæg. Det mest sandsynlige er, at der har stået en relativt lille flok overordnede “arkitekter” bag projektet, således at opførelsen af de store stenanlæg ikke var overladt til den enkelte forestilling om, hvordan bondesamfundets kultplads og dødehus skulle udføres. Måske var der tale om et omrejsende hold med en sjakbajs i spidsen for en gruppe erfarne stenalderfolk, der både kunne vejlede om opførelsen og indvi stedet efter de nødvendige ritualer.

Måske opstod kontakten til disse eksperter på en af de såkaldte Saruppladser – bondestenalderens samlingssteder – opkaldt efter begravelses og kultpladsen på Sydvestfyn. Herfra kunne samfundets åndelige ledere let koordinere, hvor der var behov for etablering af nye megalitanlæg og dernæst få placeret den nødvendige ekspertise og arbejdskraft i området.

Særlige konstruktionsdetaljer – fx Langelands mange pæreformede megalitkamre – er ofte knyttet til enkelte områder, og det er derfor oplagt, at det er samme hold eller gruppe, der har stået for opførelsen af dysser og jættestuer og videregivet den nødvendige konstruktive viden og den ingeniørmæssige kunnen til andre hold og de næste generationer.

Et fortidsminde med mange fortællinger

Svindingedyssen kendes under flere navne. Lokalt kender man den både som Skulørstenen og Magnusstenen, fordi Magnus var kodeordet, man anvendte under nedkastninger af våben til modstandsbevægelsen under besættelsen i 1940-45.

Skuløren? Det særprægede navn knytter sig til et spøgelse, i form af en sort hund med lysende øjne, Skulør, der i følge folketroen huserer ved dyssen. De lokale kan mange hårrejsende sagn om Skulør, der også hjemsøger egnens gårde, hvor den plager kvæget og varsler dårlige tider. Skuløren var især knyttet til Skramsgården, udflyttergård fra Svindinge, der i en kort periode af midten af 1800-tallet lå ved ådalen tæt på dyssen.

En karl fra Frørup, Nis Mogensen, skulle hente jordemoderen i Svindinge, og pludselig sad skuløren ved siden af ham i vognen og så kan det ellers være at Nis kom ud i en fart og han rendte hele vejen til jordemoder og efterlod både hest og vogn ved vejen.

I folkemindesamleren Svend Grundtvigs “Danske folkesagn bind 2” fortælles det, at spøgelset buldrede og bragede i Skramsgård og knækkede ryggen på kvæget. Engang prøvede Skuløren at skubbe en pige ned i Skramsgaardens brønd, og på trods af det mislykkedes, blev hun halt. Et “Skulørvejr” var et uvornt dyr, et skulørt asen. Den havde flere former og kunne ses som den sorte hund med lysende øjne, en kalv, en kat eller som en høj mand med en bredskygget, trekantet hat eller en kvinde i en grå, skidden særk. Men man ved ikke hvem spøgelset er, så spøgeriet fortsætter uforandret på stedet. I det hele taget er det ikke et sted, hvor man kommer efter mørkets frembrud, for Skulør viser sig hver midnat.

I følge Grundtvigs optegnelser skulle navnet være givet gespenstet af en mand fra Frørup. “Dette Spøgelse fik nu Navne efter de Former, det viste sig i, nemlig: Manden med den stribede Trøje eller Manden med den trekantede Hat, indtil en Mand i Frørup gav det navn af “Skulør””, skriver Grundtvig. “Under dette navn går det den Dag i Dag, og hvorledes han gav det Navnet, fortælles således: Denne Mand hed Kristen Smed; han havde en Aften været oppe i Skramsgaarden og havde givet sig ud for, at han kunne drive Spøgelset væk. Men som han gik over Stænten, der dengang var over Aaen, faldt han i Vandet; O idet han faldt, udstødte han det Udraab: “Er du her Sku’lør?” og siden efter fortalte han, at Skuløren slog ham i Aaen”

Skulørvæsnets navn og tilknytning til stedet har overlevet ind i vores tid. Da jeg for et par år siden var oppe ved dyssen sammen med ejeren af Regissegård, gav han mig ret i at der er er noget mærkværdigt, og en særlig mystisk aura ved stedet. – Ja, der er noget Skulør ved den sten, sagde han om dyssen med et lille, hemmelighedsfuldt smil.

I en anden optegnelse i Grundtvigs bog nævnes det, at “Navnet Skulør er hentet fra et Udtryk om Kreaturer, der gør Fortræd eller ikke vil lystre, “Dit skuløre Asen”.”

Lokalt fortælles det også, at det var på vejen mellem Frørup og Svindinge, H.C. Andersen skrev “I Danmark er jeg født” og Svindingedyssen inspirerede ham til vendingen “oldtids kæmpegrave”.

Svindingedyssen, der består af fire store bæresten i et flersidet kammer og en vældig dæksten, der må veje omkring 10-15 tons, blev fredlyst i november 1906 efter aftale med Nationalmuseet. Alle stenene i kammeret vender indad med den flade side, hvilet giver et rundagtigt, harmonisk ydre og et nærmest kvadratiske kammer.

Dyssen er som udgangspunkt ikke offentlig tilgængelig, men grundejeren er positivt indstillet over for besøg i de perioder, hvor marken ikke er under opdyrkning. Fotoet er fra Fynske fortidsminders besøg med tiltrængt fortidsmindepleje i marts 2025, hvor vi ryddede store dele af den voldsomt tilgroede dysse, så den ikke længere er forsvundet i krattet og atter står smukt i det østfynske landskab.

Svindingedyssen. Nyborg kommune. Fredningsnummer: 38181. Læs mere om dyssen og find vej på Kulturministeriets Fund og fortidsminder: http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/7327/

Kan du lide det, du læser?
Støt Fynske fortidsminder og hold siden reklamefri på
Mobilepay 4471NK eller By Me a Coffee