– Når vi sidder med kaffen på terrassen om sommeren kommer man til at tænke på, det kunne være sjovt, hvis man kunne skrue tiden 5500 år tilbage og se, hvad der foregik. Hvordan byggede de højen? Og hvorfor? Lagde man de døde ind i kammeret? Hvorfor er der store skåltegn på toppen af dækstenen? Har jorden omkring kammeret oprindeligt gået hele vejen op til dækstenens overkant?
Forståeligt nok fylder spørgsmålene om Fyns største, og formentlig flotteste, runddysse meget, da jeg besøger beboerne på Højvang mellem Jordløse og Håstrup en kølig decemberdag. Jeg har lige så mange spørgsmål som Jørgen, der er tredje generation på ejendommen, for selvom stendysserne fylder godt i det danske landskab og for mange er synonymt med bondestenalderens højbyggeri og megalitanlæg, så er det desværre også nogle af de fortidsminder, vi ved mindst om.
Jørgen har tydeligvis store følelser omkring stendyssen, der ligger i vestsiden af det, der i dag er Højvangs have. Den store runddysse, på godt 16 meter i diameter, er velbevaret med et centralt kammer i midten af de store randsten, der afgrænser højen fra det omkringliggende landskab. Her lå dyssen i åben, dyrket ager indtil 1912, hvor Jørgens bedsteforældre købte noget ‘udjord’ mellem Håstrup og Jordløse og flyttede hertil fra Søllinge.
Jørgen overtog grunden i 1976, og siden da har dyssen fået masser af kærlighed. En række bøge på vestsiden af dyssen er blevet fældet, så de ikke længere forstyrer randstenene, en flagstang på toppen af højen er blevet fjernet – hvilket afslørede en fast og uigennemtrængelig stenpakning omkring kammeret – og højen holdes fint plejet med buskrydder. – Jeg slår den to tre gange om året med buskrydderen, så krat og græs ikke tager over, fortæller Jørgen, der har masser af anekdoter og gode historier om højen og det omkringliggende land.
Brandpletter og en forsvunden flintøkse
Lige øst for havens sydlige hjørne har der ligget yderligere et fortidsminde, der nu er jævnet. Måske en bronzealderhøj. Måske et endnu ældre fortidsminde. Og på højningen vest for gården, fortæller Jørgen og peger ud på en jævnt buet højning i marken, er der fundet store brandpletter – ’sort jord’ kalder Jørgen det – i det nu udjævnede markområde. – De har også været ude fra museet og kigge og registrere. Måske det er en boplads, fortsætter Jørgen, der har en historie om hans bedstefar, der fandt en flot flintøkse deroppe og lagde den på toppen af dækstenen, for den synes han, at folk skulle se. Dengang kom der mange for at se dyssen – og en dag så var øksen altså forsvundet fordi nogen ikke skulle have en souvenir med hjem.
– Der har vel ligget en død en derinde?, siger Jørgen og peger ned i dyssekammeret, som kun har en snæver åbning mellem tærskelstenen og den store dæksten, der ligger tungt og urokkeligt over kammeret. – Formentlig. Eller måske dele af klanens vigtigste skikkelser, svarer jeg, uden at kunne give et klart svar.
Langt de fleste dysser er blevet ryddet eller plyndret for ligrester og oldsager for længe siden. Og vi ved faktisk ikke helt hvilke komplekse ritualer, der lå til grund for bondestenalderens dødekult, men arkæologiske undersøgelser af megalitanlæggene fortæller os, at der mange steder blev lagt dele af de døde ind i kammeret. Og andre steder – som fx den nærliggende Klokkehøj på Horneland – har man fundet resterne af hele personer. Vi må antage, at det var de vigtigste og mest magtfulde individer i bondestenaldersamfundet, der var knyttet til dyssens kult, men om alle havde ret til en en dyssebegravelse, ved vi faktisk ikke. I det hele taget er der rigtig meget “vi ved det ikke” omkring dysserne, men fund indikerer, at der skete en “afkødning” af den døde, ja, det lyder lidt makabert for nutidsmennesket, i et nærliggende kulthus eller på et særligt område nær dyssen og bopladsen.
Man mener, at dele af de døde herfra blev ført til nærliggende kult- og samlingspladser – de såkaldte Sarup-anlæg – hvor områdets klaner og bopladser mødtes. Anlægget, der har lagt navn til disse gådefulde samlingspladser, ligger kun 6 kilometer nordvest for dyssen. Herfra blev de så – når tiden var inde – hentet tilbage til dysserne, hvor udvalgte dele blev placeret i kammeret. Måske en slags relikviedyrkelse, der skulle føre forfædrenes ånder ind i det store fællesskab i de dødes verden og så alligevel holde dem tæt på bopladsen for at sikre fede tider, samfundslykke og fremgang for efterfølgende generationer.
Skåltegn og vrede trolde
På toppen af den store dækstenen ses tydelige skåltegn eller skålgruber, der fortæller os, at stedet har været helligt og havde en helt særlig betydning for stenalderbønderne. Skåltegnene – hvoraf flere er meget dybe – er de mest almindelige, men stadig gådefulde, helleristninger i det, der i dag er det danske område. Runde fordybninger – måske frugtbarhedssymboler i forbindelse med offerhandlinger – hakket ned i stenens overflade.
I følge Jørgen stammer skålgruberne fra en trolds fingre. Et sagn vi kender fra mange steder i Danmark. – Der er fem store skåltegn, fortæller han, og løfter de store runde sten, han har lagt i fordybningerne. – Der går jo sådan et sagn om, at det var en trold, der skød stenen fra Haastrup mod Jordløse fordi han var uvenner med trolden derovre. Han havde ikke kræfter til at kaste den hele vejen og så havnede den altså her.
Sagnet – der er et såkaldt tilblivelsesagn, som fortæller os, hvorfor tingene er som de er – kendes fra mange egne af landet og hører til blandt de mest kendte folkesagn om megalitterne. Som så mange andre steder findes historien i variationer, og som mange andre steder knyttes stenkastesagnet til kirkerne. En anden udgave af sagnet fortæller, at det var mod Jordløse kirke, at trolden kastede stenen, og der findes en variation af historien, hvor det var en trold i Frøbjerg banke, som kastede stenen mod Haarby kirke.
Besøgene til Højvangs dysse er efterhånden aftaget. Tidligere kom der mange for at se den, men det gør der ikke mere. – Også selvom de fortæller i Jordløse, at den er en del af den lokale kulturarv og gerne må besøges, fortæller Jørgen. Dyssen ligger jo nok privat grund, men man må altså gerne gå ind i haven og se det fine fortidsminde. Og er man, som undertegnede, lidt beklemt ved at gøre den slags uden aftale, så kan man jo altid banke på eller skiven sms til den stolte dysseejer på forhånd. Man er så velkommen.
“Jordløse runddysse” Assens kommune. Fredningsnummer: 391411. Læs mere om dyssen på Fund og fortidsminder https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/8389/
Kan du lide det, du læser?
Støt Fynske fortidsminder og hold siden reklamefri på
Mobilepay 4471NK eller By Me a Coffee
Fynskefortidsminder.dk 