Den yngre stenalders langdysser – store anlæg der fungerede både som gravmonumenter samt kult- og offeranlæg for landets tidligste bondebefolkning – er bygget af store stenblokke som istiden efterlod i landskabet. Stenene blev samlet fra nærområdet og slæbt sammen for at tjene som randsten, der omsluttede anlægget, samt bæresten for de endnu større overliggere der dækkede langdyssernes kamre. De største af blokkene kunne veje over 20 tons og nogle steder kan man opleve randsten der står op til næsten 3 meters højde.
Det har været en umådelig arbejdsindsats og vilje, der har ligget bag at konstruere en langdysse. Hertil kommer flytning af flere hundrede kubikmeter jord, der blev båret i kurve. Hele processen var selvsagt koordineret og tilrettelagt af specialiserede megalitbyggere og de af bygdens ledende skikkelser, der havde en særlig forbindelse til forfædrenes ånder og de magter, der var større end mennesket.
Det er svært at sige, hvilke komplekse ritualer, der stod bag opførelsen og brugen af langdysserne, men meget tyder på, at de vigtigste personer i bondestenaldersamfundet blev “afkøddet” i et nærliggende kulthus efter døden. Herfra blev rester af de døde ført til nærliggende kult- og samlingspladser – de såkaldte Sarup-anlæg – hvor områdets bygder mødtes. Herfra blev de så – når tiden var inde – hentet tilbage til dysserne, hvor særlige dele blev placeret i kammeret. En slags relikviedyrkelse, der skulle føre de dødes ånder ind i det store fællesskab i de dødes verden og så alligevel holde dem tæt på bygden for at sikre gode tider for efterfølgende generationer.
Sammenlignet med de prægtigste og bedst bevarede af de danske dysser fremstår langdyssen Anes høj som en ruin. En svag skygge af det, den engang har været. Men det er et atmosfærisk sted, der fortæller en årtusinder gammel historie samt flere nutidige og derfor er et besøg værd for de oldtidsinteresserede.
Dyssen er i sin nuværende form knap 47 meter lang med en udflydende ende i vest og et afgrænsende jord og stendige i øst. Samt et langt, velbevaret stendige i nordsiden. Begge indbefattet fredningen. Den oprindelige længde på Anes høj er ukendt, men arkæologer udgravede i midten af nullerne tomterne af to parallelle langdysser lige nordvest for Anes høj. Der hvor trampestien til Ibjerg går fra parkeringsområdet. Disse to anlæg var hver omkring 100 meter og det er ikke utænkeligt at Anes høj oprindeligt har været samme længde og dermed hørt til blandt de største dysser i det fynske område, hvoraf den længst bevarede ligger i Lindeskov ved Ørbæk og måler 168 meter. Oprindeligt længere.
I østenden findes resterne af to kamre. Det østligste består kan af en side sten og en endesten i nordsiden, mens kammeret nærmere midten af højen fremstår lidt mere bevaret med en indadhældende nordsten, hvilket giver et større gulvplan i kammeret, samt bevarede sidesten. Den bevarede tærskelsten må ligge under den nuværende jordoverflade.
Men hvordan fik dyssen sit smukke navn? Frøken Ane Hansen overtog Ågården i Tarup efter sin far i 1910 og drev den frem til 1927. Langdyssen, der lå på Ågårdens jord, var i Anes tid et yndet udflugtsmål for Tarupborgere med kaffekurv og småkager. Her fandt man noget af den romantiske stemning, der havde gjort fortidsminder til et kulturelt fænomen i 1800-tallet.
I 1927 overtager Anes søstersøn Niels Christian Hansen og hustruen Gudrun Ågården. Herefter finder nogle af Tarupegnens børn under hulegravning i højen adskillige oldsager. Blandt andet en kornsegl, som Tarupsmedens datter Anny Christiansen beholdt. Først under udarbejdelsen af udstillingen om Anes Høj i Naturskolen i Tarup i 1999, finder Anny seglen frem. Seglen er sammen med enkelte andre oldsager de eneste fund fra langdyssen, der er tilbage på Fyn. Resten opbevares på Nationalmuseet.
Børnene stødte også på det venstre kammer, der ligger tættest på højens midte, og efterfølgende finder Niels Christian Hansen en flintdolk og tilkalder museet. Det venstre kammer bliver udgravet af arkæologer og langdyssen bliver efterfølgende fredet.
– Det var Niels Christian, der fik højen fredet. Det var en begivenhed. Og vi børn måtte ikke lege på den længere, fortæller Anny.
Højen er godt medtaget af kreaturer der afgræsser området. Synes man ikke om løsgående får – og til tider en lidt nærgående vædder – må man nøjes med at kigge fra den nærliggende vej.
“Anes høj” Faaborg-Midtfyn kommune. Fredningsnummer: 37161. Link til Anes høj på Fund og Fortidsminder https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/6837/
Støt Fynske fortidsminder på
Fynskefortidsminder.dk 